Duften, som flyder fra midten af det største rum i udstillingen ’This Is Not Africa’ på ARoS, har en direkte transporterende effekt. Det har dufte. Gå ind i en butik, som sælger krydderier, og som ikke på Rema 1000-måden gør fødevarer til noget dødt og sterilt. Eller gå ind i en butik med sydfranske sæber. Så vil du opleve at blive transporteret væk.
Her i udstillingen kommer duften fra den canadiske kunstner Kapwani Kiwangas enorme skulptur formet som en port. Den er beklædt med klaser af tørret eukalyptus, og portens form gengiver en dekoration, der blev opstillet ved fejringen af Rwandas uafhængighed.
Der er en dobbeltfunktion i værket, som er en port til det historiske spørgsmål om uafhængighed – frigørelse fra kolonialt styre i Rwanda i 1962. Og samtidig med at den dufter, er den en port til noget uden for den kunstinstitution og uden for den relativt kølige udstillingshal i ARoS i Aarhus, hvor værket står. Uden for spørgsmålet om, at man her skal møde kunsten på en bestemt måde eller have noget bestemt ud af den. Uden at forvente at forstå noget eller lære eller aflære noget. At møde duften i Kiwangas værk er lidt som at lade sig falde bagover i en blød mark og forsvinde ud af livet.
Hvis man står et bestemt sted i forhold til porten, vil man kunne se Zanele Muholis store portrætfotografi – et iscenesat selvportræt af en kunstner og aktivist, som de seneste 20 år har arbejdet med at dokumentere queerscenerne i Sydafrika, og som i udstillingens formidlingsmateriale selv siger om værket: »Jeg skriver selv historien om min sorthed«, og at »... sorthed hele tiden performes, våbengøres, censureres, feticheres, karikeres, betragtes nedladende og udviskes af den privilegerede Anden«.
