Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Det aarhusianske frilandsmuseum hædres af organisationen European Museum Forum, som hører under Europarådet.

Den Gamle By i Aarhus er kåret til Årets Europæiske Museum

Foto: Marie Ravn/Marie Ravn
Foto: Marie Ravn/Marie Ravn
Lyt til artiklen

Frilandsmuseet Den Gamle By i Aarhus er kåret til Årets Europæiske Museum ved uddelingen af European Museum of the Year Awards af organisationen European Museum Forum, som hører under den internationale organisation Europarådet.

Prisoverrækkelsen fandt sted i den nordspanske by Bilbao lørdag aften.

Den Gamle Bys direktør, Julie Rokkjær Birch, kalder hæderen ’helt overvældende’.

»Det er en kæmpe anerkendelse at få fra resten af Europa. Prisen er en hyldest til over 100 års udvikling gennem en helt særlig ånd i Den Gamle By med et hold af dedikerede medarbejdere, som hver dag lever og ånder for at give gæsterne den bedst mulige oplevelse«, siger hun i en pressemeddelelse.

»Prisen viser, at Den Gamle Bys tilgang med brug af nostalgi, traditioner og følelser til at åbne historien for vores gæster også rammer uden for Danmark, hvor internationale gæster spejler sig i fortællingerne om dansk kulturhistorie«.

Den Gamle By rummer elementer fra danmarkshistorien med fokus på tiden efter 1500-tallet.

Ifølge museet har Den Gamle By ’haft besøg af en delegation, der blandt andet havde fokus på den nye hovedindgang, og hvordan fortællingen fortsætter med at rykke op i tiden eksemplificeret med 2014-gaden’.

Delegationen har også haft fokus på, ’hvordan Den Gamle By inddrager det omgivende samfund som parcelhusområdet Skjoldhøjparken, hvor beboerne får hjælp og inspiration til at forstå deres egen historie’, lyder det med museets egne ord.

I alt var 34 museer med i opløbet til at blive Årets Europæiske Museum, heriblandt også Kaj Munks Præstegård i Ulfborg, der er en del af Ringkøbing Fjord Museer.

Det er tredje gang, at et dansk museum bliver kåret til Årets Europæiske Museum.

I 1994 blev Nationalmuseet i København tildelt hæderen. I 1988 modtog Brandt Klædefabrik i Odense prisen.

Den blev første gang uddelt i 1977.

Prisen gives til et museum, der ’bidrager indgående til vores forståelse af verden såvel som til udviklingen af nye paradigmer og professionelle standarder på museer’.

Den har blandt andet til formål at ’fremhæve Europas mangfoldige kulturarv’.

13 dommere, der repræsenterer forskellige professionelle discipliner, og som har erfaringer inden for udstillinger, er blevet udpeget som jury af bestyrelsen i organisationen European Museum Forum.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her