Ved Spodsbjerg på Langeland sidder Jesper Wung-Sung denne forårsdag i sit sommerhus og skriver på en ny roman. Indtil det trækker for meget i ham at komme ud. For at gå. Måske en tur langs stranden, måske i en cirkel hen over markerne.
»Jeg tror, vi er udstyret med en krop, der er skabt til at gå. Den er ikke skabt til at løbe, sidde eller ligge. Hele vejen op gennem rygraden er der noget naturligt i at gå. Kroppen kan godt lide det. Fra hælen til hjernen er der noget, der klikker, når vi går«, siger han i telefonen, da jeg afbryder hans skrivning for at høre, hvad det gør ved ham at gå.
Forfatteren Jesper Wung-Sung har gået meget, så længe han kan huske. For mange andre er fodture blevet en vane i de senere år eller måneder.
Allerede inden pandemien var flere begyndt at gå ture i nærheden af, hvor de bor, eller tage på vandringer i naturen. Nu er det med at gå, alene eller sammen med andre, blevet noget i retning af en folkebevægelse, så man kan opleve at gå i kø ikke blot rundt om Damhussøen eller på andre populære ruter.
