Som vi står der i elevatoren, og Mirandas øjne fyldes med tårer, rammer det mig uomtvisteligt.
For første gang forstår jeg nu, hvorfor spiltrilogien ’Mass Effect’ er blevet så legendarisk en klassiker. Hvorfor denne rumopera om kommandør Shepards kamp mod de onde livsudslettende Reapers har løftet sig op over sine ellers talrige sci-fi-klicheer og udødeliggjort sig selv. Ikke alene som et computerrollespil, men som en fantastisk fremtidsfortælling helt generelt.
Miranda er en cybergenetisk modificeret videnskabskvinde, der har brugt to år på at genoplive mig, kommandør Shepard, menneskehedens og universets nylige frelser. Lige nu er vi i gang med en større mission for at undersøge, hvem der får et hav af mennesker til at forsvinde fra forskellige kolonier rundtomkring på planeter i flere galakser. Måske er denne fjende i ledtog med de sjældne rumvæsner, kaldet Reapers, der hvert 50.000. år genopstår for at udrydde alt liv fra universet og på den måde genstarte hele moletjavsen.
Jeg har netop besejret en større delegation af disse antidarwinistiske typer i det første ’Mass Effect’, selv om de intergalaktiske politikere aldrig rigtig troede på, at det reelt var disse mytiske altødelæggere, der skulle være vendt tilbage.
