Det liv, vi har levet de sidste mange måneder med mundbind, lukkede restauranter og mennesker, der skotter og skuler nervøst til hinanden som potentielle smittebærere, har grangiveligt lignet en scene fra en Roy Andersson-film.
Den svenske mesterinstruktør har som sit speciale at skabe hverdagsscener, hvor det dystopiske udgør den absurd-ironiske ramme om menneskelivets hverdagsvilkår. En tyst katastrofisme, som typisk ikke udløser råb og skrig, men et stilfærdigt svensk oj då ... eller jaja,men ...
Roy Andersson mestrer en særlig form for ironi, der altid er solidarisk med de mest gråmelerede og sårbare punkter i samfundskroppens bløddele. Indhentet af virkeligheden har det ironiske fået et ekstra vrid op til premieren på Anderssons seneste og efter alt at dømme sidste film, ’Om det uendelige’.
Da den svenske instruktør på filmfestivalen i Venedig i 2019 i svækket, men munter tilstand blev trillet ind til interviewet i kørestol, havde endnu ingen hørt om covid-19 fra Wuhan.
