Der findes en helt særlig lugt langs hegn og bevoksninger på varme dage på Roskilde Festival.
En lugt, man skal have besøgt festivalen for at kende. En ram stank af solbagt pis, og hvad der ellers kommer ud af mennesker, der ligger i sprit og moralsk fordærv i en uge.
Lugten findes ikke på førstedagen, når campingområdet åbner, og de store enge ligger frodige og jomfruelige efter et års restitution.
Det er her, uerfarne festivalgængere kan falde i den fælde at stille deres telt på noget, der ligner en rigtig god plads, som alle andre af uransalige årsager ikke har sat sig på endnu. Som ugen forløber, og tissetrangen hos de øvrige gæster melder sig, viser det sig, hvorfor netop den plads var ledig.
