Sinead O’Connors nye selvbiografi, ’Rememberings’, begynder med en indrømmelse:
»Jeg kan ikke huske mere, end hvad jeg har givet til mit forlag«.
De under 300 ikke specielt tætskrevne sider skal altså forestille at gøre det ud for 54 år på denne jord. Lidt har hun bevidst undladt, skriver hun, det, der er for privat, og det, hun helst ikke vil huske alligevel. Men ellers er ’Rememberings’ alt, hvad der er tilbage; det, hun har glemt, »kunne fylde titusinde biblioteker, så det er nok godt det samme, at jeg ikke husker det«.
Sådan igangsætter den irske sanger sin bog, der modsat mange andre musikerbiografier ikke er skrevet af en ghostwriter, og som læser forstår jeg hurtigt hendes taknemmelige glemsomhed. Grundene og metoderne til at lade minder visne bort afslører hun gennem bogen. Vold, ulykker, for meget hash, religiøse skandaler, en sexistisk musikbranche, diagnoser og indlæggelser har alt sammen medvirket til, at Sinead O’Connor: »ikke var til stede før cirka for et halvt år siden«.
