Ursula Reuter Christiansen har trukket sig lidt tilbage og sidder på en trappe bagest i rummet.
Billedkunstneren er stille under det mørke hår, kigger bare.
Foran hende, i et højloftet rum under jorden på Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro i København, går en høj kvinde i nålestribede bukser og store armbevægelser. Foran hende igen tre store skærme med videoværket ’Sala de Espera’, venteværelset.
Det er en foruroligende film i grumsede billeder af en ung kvinde, der får vinger. Eller måske forestiller sig at få det. Hun går rundt i et grønt landskab i Brasilien, hun sidder i badet med vingerne slaskende ned ad ryggen, hun kigger skræmt i kameraet med lysende øjne som en hjort fanget i bilens forlygter.
