Jeg har ikke tal på alle de opslag, jeg har set på sociale medier fra folk, der er flyttet på landet under coronanedlukningen. »Vi bruger alligevel ikke byen, og de lange ture ud i naturen har fået os til at indse, at vi skal bo på landet«, lyder det i opslag efter opslag. Farvel, Vesterbro og goddag, Jylland. Farvel, Valby og hej, Stevns.
Det kan godt være, at vores storbyer stadig vokser, og at det stadig er der, man kan finde de bedst betalte jobs, uddanne sig og boltre sig i kulturelle tilbud. Men de seneste år – endda før coronaen – er der begyndt at ske en søgen væk fra byerne.
Folk flytter til små øer. Opgiver det travle liv i Aarhus, København eller Kolding. Flytter til nedlagte landbrug i Nordsjælland eller helt ud til Vestkysten eller måske til Bornholm, hvor huspriserne stadig er så fornuftige, at man kan købe en god bolig, samtidig med at man skruer ned for karrieren.
Det simple liv er blevet hot, om end det stadig er de færreste, der totalt opgiver job og storby for at bygge deres eget træhus og leve af de grøntsager, man selv kan dyrke, og de dyr, man magter at passe. Men drømmen er der og udleves også igennem sommerhusene, der det seneste år er blevet revet ned fra hylderne og brugt som retreats for folk, der har skullet arbejde hjemme eller isolere sig, mens hele verden lukkede ned.
