Han havde gynget ude i haven og var nu løbet op til huset, hvor han råbte efter sin mor, men ingen svarede. De store stuer i præstegården i Knebel på Mols var tomme, og der kom ingen ned oppe oven fra og hjalp ham, så han måtte gå rundt med våde bukser i timevis.
»Det var måske ikke nogen stor ting, men det blev siddende«.
Hans Seidelin er 75 år, men han har aldrig glemt den følelse af forladthed, som vældede op over ham, dengang i det store hus, hvor han vidste, at hans forældre var et sted. Følelsen brændte sig så stærkt ind i ham, at han engang skrev et digt om den, og oplevelsens tyngde i hans liv peger på, hvor mange nuancer man må have med i billedet, når man skal forstå, hvordan menneskers vej gennem livet kan forme sig.
»Vi var seks børn, og vi tog alle skade. Vores kloge forældre havde ikke øje for os, for de havde for travlt med deres eget. Der var alt for lidt mor og far. Vi fik ikke den omsorg, vi havde brug for. Det gjorde, at jeg og mine søskende kom skævt ind i tilværelsen«.
