Denne artikel blev bragt første gang i Politiken 20. september 2003 og var første del af Nils Thorsens cavlingnominerede interviewserie ’Til – om at blive og være’. Vi genoptrykker det i dag, 10. september 2021, hvor Lars-Henrik Schmidt sov ind.
Det var en helt almindelig aften. 29. januar 2002. Lars-Henrik Schmidts kone, Stinne, havde hentet ham på universitetet. De havde spist sammen, smidt sig i sofaen og sad og zappede rundt på parabolen, mens de småskændtes om, hvilken film de skulle se. Og om de overhovedet skulle se film.
»Så begyndte Stinne at snakke om, hvordan vi havde det. Og jeg sagde: »Jamen, vi har det jo godt nok. Det bliver sgu ikke meget bedre««.
Han sidder bøjet ind over det sorte bord midt i sit arbejdsværelse øverst i den gamle villa på Frederiksberg. Albuerne er i bordet. Stemmen er dæmpet. Og tempoet sagtnet. Men der er ingen tøven at spore, mens han i detaljer beskriver den aften, da en dør i hans liv endegyldigt faldt i.
