0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Jeg er nået derhen, hvor jeg er okay med at dø alene. Hvis jeg ender mit liv helt isoleret, finder jeg fred i det«

Digtsamlingen ’På min huds sorthed’ handler om hjemløse kroppe. Sådan en har samlingens forfatter, 29-årige Aaiún Nin, selv. Digteren er sort, lesbisk afvist asylsøger og bor midlertidigt i Polen, udvist af Danmark. I sin lyrik og i sit liv prøver Aaiún Nin at finde svar på, hvad hjem er, hvis det ikke kan være et fysisk sted.

FOR ABONNENTER

Jeg kan høre høje grin, da jeg går op af trapperne.

Oftest er det ikke en betragtning, jeg gør noget ud af i en artikel. Det er det denne gang. For selv om jeg har snakket med Aaiún Nin en håndfuld gange før, er det første gang, jeg hører dem le.

»Jeg var meget selvmordstruet sidste år. Jeg troede virkelig ikke, at den her dag ville komme«, siger den 29-årige kunstner, da vi har sat os ved et stort spisebord.

Aaiún Nin identificerer sig som nonbinær og foretrækker at blive omtalt med pronominerne de, dem og deres. Oprindeligt hedder de Adelina Kiame, men går både privat og professionelt under Aaiún Nin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce