Hvis der er nogen retfærdighed til, bliver ‘Efter stilheden’ efterårets store publikumssucces, ikke bare på Statens Museum for Kunst, men også på landsplan. Til gengæld forventer man ikke ligefrem retfærdighed med hensyn til succes efter at have tilbragt et par timer i selskab med de 18 kunstnere, levende som afdøde, der bidrager med værker til udstillingen.
Alle er de kvinder, og deres kunst er spiddende, præcis, politisk, smuk, hjerteskærende, stiliseret, fremmedartet, gribende, intens, aparte, storslået, skarp, æstetisk, personlig og fuldstændig fantastisk!
Alle burde tage en tur på SMK, for det er en fuldstændig forrygende udstilling, museumsinspektør og seniorforsker Birgitte Anderberg her folder ud. Det begynder allerede i forhallen, hvor Lene Adler Petersens ellers gemte og glemte installation ‘Marianne’ vokser frem som den manifestation, det udråb, den er ment som.
Adler Petersen har ladet sig inspirere af Delacroixs maleri ‘Friheden leder folket på barrikaderne’ fra 1830, hvor personificeringen af Frankrig og republikkens idealer, Marianne, svinger trikoloren i kampens hede.
