I et klip fra 2009 ser man Sofie Linde stå bag to forsigtige småpiger, der skal synge en sang for rullende kamera.
Hun er selv kun teenager. Lyshåret og æblekindet. Castet af DR til at rejse smilende rundt i sommerlandet for at møde børn i shorts og øjenhøjde.
Mens pigerne fortæller om deres sang, gør hun noget. Det er en lille ting. Men en, der viser, hvordan hun allerede her har fundet sin rolle:
Hun snor pigernes hår til gyldne snirkler om sine fingre.
