Det slår mig, da jeg står foran kunstnerbiografien til Else Fischer-Hansen (1905-96) på Museum Jorns nyåbnede udstilling ’Cobra – de kvindelige kunstnere’: At historien gentager sig selv.
Else Fischer-Hansen deltog på en udstilling med kvindelige internationale kunstnere i Paris i 1958, står der. Nu er hun der igen – 63 år senere – på en kønsseparatistisk udstilling med kvindelige kunstnere. Denne gang ikke i Paris, men i Silkeborg. Men stadig … i mellemtiden: total forglemmelse.
Et skridt frem og to tilbage synes at være fortællingen. Verden var fuld af kvindelige kunstnere. Så gik tiden, og de kvindelige kunstnere blev skrevet ud af historien for nu igen at blive hevet frem fra gemmerne og fra magasinernes fjerneste og mest støvede hylder.
Det er næsten ligegyldigt, hvilken kunstinstitution du de sidste 10 år har vendt dig mod, så er der udstillinger med titler som ’Avantgardens Kvinder’ (Louisiana), ’Fantastiske Kvinder’ (0gså Louisiana), ’Modern Women’ (Kunstforeningen Gl Strand) og netop nu ’Efter Stilheden’ (på Statens Museum for Kunst) og altså også den om Cobra. Og i udlandet for tiden blandt andet ’Women in Abstraction’ på Centre Pompidou i Paris. Udstillinger med grupperinger af kvindelige kunstnere. For det meste sat ind i en tidslig eller æstetisk fælles ramme.
