Da Niviaq Korneliussen romandebuterede med ’Homo Sapienne’ på det lille forlag Milik i 2014, var det både et stykke is, der brækkede af og faldt i havet, og et lys fra en hvirvlende diskokugle, der blev tændt.
Grønlandsk litteratur havde pludselig fået en selvbevidst ny stemme, som skrev hedt og vitalt om sex, tindrende øjne og forelskelse og vredt om de mange former for undertrykkelse, som det moderne Grønland er spundet ind i. Debuten blandede poesi og prosa og lod dansk, SoMe-engelsk og grønlandsk smelte sammen.
Ringene bredte sig hurtigt. Magasinet The New Yorker ringede til mig for at høre, hvad det var for noget med den her unge forfatter, der pludselig var blevet en litterær stjerne i Grønland. Intervieweren var tændt på, at det store land med den diminutive befolkning havde fået en markant forfatter, som skrev ud fra et queer- og antikolonialistisk perspektiv, og der gik ikke lang tid, før romanen blev oversat til andre sprog.
Men Korneliussen, der dengang var 24 år, var kun lige begyndt.
