Som barn var journalisten Sofie Tholl meget draget af sin mormor, Tove Kemp.
Hun var smuk. Kunne synge. Gik i Kenzo-tøj og mødtes med de rigtige mennesker i sine stuer, der var fyldt med arkitekttegnede møbler og ægte kunst.
Men det var ikke Tove Kemp, der passede Sofie Tholl, når hun var syg, eller som gik med i biografen. Hun var ikke den slags mormor. Hun var distanceret og syntes mere opslugt af jazzmusik og maleriudstillinger end af det liv, hendes børn og børnebørn levede.
Som cirka 13-årig fik Sofie Tholl for første gang en af forklaringerne på mormorens særlige opførsel. Det var i familiens køkken i Ølstykke, Tholls mor fortalte, at mormoren havde haft to sønner, der begge blev slået ihjel af den ene drengs far, da de var små. Og at den historie nok var en del af grunden til, at Tove Kemp ikke havde det så let.
