Debatten om Danmarks rolle i kolonitiden er et emne, som i disse måneder og år er mere betændt end nogensinde. Fronterne er trukket hårdt op, og ord som identitetspolitik og politisk aktivisme fyger mod fløjen, som populært betegnes som woke. Og bliver besvaret med beskyldninger om ansvarsforflygtigelse, white innocence og påstande om, at vi som nation er blevet blind for fortidens synder.
Nu har debatten også fundet vej ind i en højaktuel arbejdsgruppe, der af staten har fået en million kroner til at undersøge danskernes kendskab til kolonihistorien, blandt andet med henblik på hvorvidt der skal etableres et kolonihistorisk museum eller udstillingssted i Danmark.
Navnlig Weekendavisen og Berlingske har den seneste måneds tid beskrevet, hvordan der i arbejdsgruppen på 12 personer er opstået voldsomme interne stridigheder, der efter alt at dømme skygger for det arbejde, de har fået offentlige midler til at udføre.
Fra den ene side kritiseres medlemmer for at være »blinde for egen bias«, mens den anden fløj beskyldes for at have en tilgang til historien, som ikke er baseret på fakta. Med andre ord er der strid mellem dem, der står urokkeligt fast på arkiver og skriftlige kilder fra historien, og dem, der taler om at være »indirekte impliceret« og følger »den moderne tankegang«.
