Det er en meget lyserød bog, Lars Henriksen og Chantal Al Arab netop har udgivet. Hver gang en bøsse nævnes i løbet af de 318 sider, som bogen breder sig over, er navnet skrevet med lyserød. Når der samles op på bøsser, der er aktive eller har været det inden for politik, scenekunst, litteratur eller anden kunst, bliver der brugt lyserød skrift. Det betyder, at man lynhurtigt kan skimme ned over en side og finde ud af, hvilke bøsser der omtales, men det betyder især, at ingen bøsser bliver gemt eller glemt.
Det er praktisk med den lyserøde skrift, men det er mere end det. Det er også politisk. For hvorfor ikke fremhæve alle, der er bøsser? Give den fuld skrue og masser af opmærksomhed, når man nu har muligheden for det? Hvorfor skjule, at vi er bøsser, når man lige så godt kan råbe det ud, så alle forstår, at vi ikke skammer os?
Som bøsse synes jeg, der er noget herligt befriende i, at Lars Henriksen og Chantal Al Arab fra første side lægger op til, at vi skal erobre vores egne historier. Og det er særligt befriende, at de taler om historier i flertal. Bøssers historie er jo lige så forskellig som alle mulige andre menneskers, og hvor den for nogle har været præget af masser af konflikter, sorger og udfordringer, har andre oplevet, at de havde vinden i ryggen fra samme øjeblik, de erkendte, at det ikke var kvinder, de blev forelskede i, men mænd.
Lars Henriksen er politisk forperson for Copenhagen Pride, mens Chantal Al Arab, der også hedder Anders Larsen, er cand.mag. i historie og engelsk og optræder som drag. Begge har fødderne solidt plantet i den mangfoldige homokultur, men i stedet for at inddrage hele alfabetfolket fokuserer de på bøssernes historie, vel vidende, at den historie varierer fra person til person.
