Det slår aldrig fejl. Når julemåneden nærmer sig, kommer der mail til musikredaktøren fra indehaveren af en stor københavnsk pladebutik.
Dem er der ikke mange af længere. Men der findes stadig denne ene hyggelige butik i hjertet af byen, som sælger klassisk musik på cd’er, og når tiden nærmer sig for Politikens status på, hvilke klassiske album vi har været gladest for at anmelde i løbet af året, skriver indehaveren til redaktøren.
Det, pladebutiksindehaveren tripper så utålmodigt over, er udsigten til julegaver. Ikke dem, han selv skal modtage, men dem, han skal sælge, og jeg forstår ham godt. Vi ved, at oversigten her på siden bruges som guide af mange, der vil give god musik i gave til jul, og det er nu engang sjovest at forære noget væk, der kan pakkes ind.
Det kan de fleste album på dette opslag. Kun et enkelt – den grammynominerede indspilning af den sorte kvindelige amerikanske komponist Florence Prices symfonier – lader vente på sig. Det er udgivet af Deutsche Grammophon, der trods sine stolte traditioner som bastion for fortidens klassiske kæmper som dirigenten Herbert von Karajan har været blandt de hurtigste til at omstille sig til streaming. Så selv om Deutsche Grammophon udgav Prices symfonier i efteråret, udkommer albummet efter planen først som cd efter nytår.
