Hujen og klapsalver eksploderer, da Betty Bitschlap træder ind på scenen i Lille Vega i København. Den blonde paryk troner som et lysende tårn over hendes hoved. Kroppen er sparsomt dækket af en petit lilla designerkjole, der har form som en krone og et langt elegant slæb bagtil.
Det er fredag, og der er fuld gang i Draghouse – et tilbagevendende arrangement, hvor nye og mere rutinerede dragqueens leverer shows med ekstravagante kostumer og masser af attitude.
Her optrådte dragqueen Betty Bitschlap for første gang for fire år siden. Nu er hun inviteret tilbage som aftenens helt store stjerne for at promovere sin medvirken i ’Queen of the Universe’ – en international sangkonkurrence, produceret af den verdensberømte dragqueen RuPaul, der står bag det ultrapopulære, amerikanske drag-program ’RuPauls Drag Race’.
I den internationale konkurrence dyster Betty mod drags fra hele verden om sangtalent, stil og attitude. Hun er den første danske dragqueen nogensinde, der kan kalde sig en ’Ru-girl’. Og det er stort. Kæmpestort faktisk. Hvor stort kan vi have lidt svært ved at forstå i Danmark, hvor dragkulturen trods en stigende popularitet og udsolgte shows på Vega stadig opfattes som en nicheting.
