0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged

Det var skandaløst og flabet. Men et virkelig godt værk

Spørgsmålet om identitetspolitik har længe været hot stuff i kunstverdenen. Også i 2021, hvor samtalen om kunsten viste sig at være mere vild, end selve kunsten var. Og så står en ting klart: Opmærksomhedsøkonomiens tidsalder er for længst begyndt.

FOR ABONNENTER


1Skandaløst!

Det blev en af årets internationale mediehistorier, da den danske kunstner Jens Haaning skandaløst erklærede, at de 550.000 kr., der skulle i glas og ramme på Kunsten i Aalborg, nu var hans, og at det kunstværk, museet stod tilbage med, var et helt andet: med tomme rammer og en lang næse til institutionen … Eller med tomme rammer og noget af en foræring i form af både medieomtale og ikke mindst et virkelig godt værk, der for en stund viste, at institutionskritik er sjovest, når den er på kanten af kaos, og ikke mindst, når den formuleres som kunst.

Jeg er mindre interesseret i, at værket for Haaning skulle ses som en kommentar om de pinligt lave honorarer, man for det meste får som deltagende kunstner på udstillinger. Men elsker til gengæld, at værket spejler den groteske økonomiske ulighed, som findes globalt og lokalt. Mellem ejere og lejere. Mellem dem med værdipapirerne, som popper champagnen, når Mærsk-aktien går bananas, og så dem, der samler flasker for at få folkepensionen til at række.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce