Først på eftermiddagen rejser vi os fra bordet, bærer tallerkner ud til opvaskemaskinen og får pålæg sat på køl, hvorefter vi kommer til at stå stille ved siden af hinanden ved det brede stuevindue med udsigt over Skanderborg Sø.
»Kan du se den lille ø derude? En vinterdag, hvor søen var frosset, gik Bo Ark over isen ud til den«, siger forfatteren Marianne Verge.
»Og kravlede op i et træ og spiste svampe. Øen hedder Sct. Thomas«, fortsætter hendes mand, sanger og sangskriver Peter Sommer, og fortæller om baggrunden for navnet, at den lille bevoksede klat i søen er kunstigt skabt i 1800-tallet af en bagermester, Thomas Brædstrup, der udgravede sin gårdsplads og flyttede overskydende jord ud på søen, så en ø dannedes ad åre.
Det er sådan, det kan gå, når man har god tid. Den ene historie tager den anden, og de gode af historierne kan hænge ved i generationer i byer som Skanderborg, hvor menneskene ikke er flere, og udviklingen ikke går hurtigere, end at de særlige eksistenser bliver husket, ofte i mange år efter deres død. Bo Ark var et mindeværdigt menneske. Og Marianne Verges seneste bog, ’Bo Ark, Peter Sommer og jeg’, er et af de steder, hvor hans vilde personlighed huskes, uden at der er tale om et traditionelt portræt i bogform.
