Fra den varme og hviskende bughule der havde omsluttet og beskyttet hende, blev hun presset frem og sprællede ned i en tid og en verden. Hun kom ud med sin lille revne mellem benene. Den var skæbne«.
Sådan begynder livet for Tullia, datter af oratoren og politikeren Cicero, i det antikke Rom et sted mellem 79 og 75 f. Kr. Revnen besegler hendes skæbne. Hun er en pige. Uheldigvis.
Dog fødes hun til større held end de fleste kvinder. Hendes far har magt og nyder anseelse, så hun glider ind i verden omgivet af alt, hvad hun har brug for, og hendes far kaster sin kærlighed på hende. En kærlighed, der vokser med årene, så stærk, at da hun dør før ham, sørger han i samtidens øjne upassende og umandigt voldsomt og længe.
Men Tullias helt usædvanlige held er en svensk forfatter, Kerstin Ekman, som over 2.000 år efter Tullias tid undres og giver os ikke bare hendes navn, som faren gør i sine breve med hilsner til sin Tulliola. Hun forærer praktisk talt Tullia et helt nyt liv med følelser og tanker og handlinger i bogen ’Tullias verden’.
