Der var engang, for ikke så længe siden, hvor en digtsamling var en bestseller, hvis den solgte nogle tusind eksemplarer. Så kom Yahya Hassan, og hele Danmark læste pludselig poesi.
Der var engang, hvor kunstneriske dokumentarfilm var noget, man måtte se i små sale på festivaler, eller som DR listede ud på nichekanaler sene hverdagsaftener. Sådan er det ikke mere. I tirsdags fik filmen ’Flugt’ unikke tre Oscar-nomineringer, og ’Kandis for livet’ blev vist på DR 1 lørdag aften i den bedste sendetid. Seertallet fra weekenden var 615.000, og det tal er siden bare steget.
’Flugt’ og ’Kandis for livet’ hører til i den kunstneriske del af dokumentarfilmverdenen. De har mere tilfælles med billedkunst og poesi end journalistik, både i deres metoderammer og publicistisk. At de overhovedet har fået et biografliv, og at henholdsvis ca. 12.000 og 15.000 har købt billet, er en kæmpe bedrift. At de nu kommer bredere ud, er ligesom forskellen på en digtsamlings bestsellerstatus før og efter Yahya Hassan.
Jeg hilser den kunstneriske dokumentarfilms indtræden i den brede offentlighed velkommen. Det er en glæde, at vi på nationalt plan pludselig ser og diskuterer en anden type filmkunst end den, der oftest kommer bredt ud.
