Jonas har arbejde på Øresundsfærgerne og sejler »på tværs« af sundet til Sverige, måske 20 gange om dagen. Men han ville så gerne sejle med de store skibe, fortæller han.
På skærmen sidder han hjemme hos sig selv, og på væggen bag ham hænger en plakat med et stort tankskib. Det sker i en scene i Jesper Dalgaards dokumentarfilm om Kandis’ fans og Kandis, der netop er blevet set af over 600.000 mennesker på DR. Men den scene har bragt sindene i kog, fordi det er filmholdet, der har hængt plakaten op.
Det har fået en diskussion, der er lige så gammel som dokumentarfilm-genren selv, til at bryde ud: Skal en dokumentarfilm vise sandheden 1:1? Eller afspejler en dokumentarfilm sandheden ved hjælp af filmiske og dramaturgiske værktøjer? Og hvad er forskellen? Og hvad sker der, når en kunstnerisk dokumentarfilm pludselig får et stort gennembrud på DR?
Da filmen ’Kandis for livet’ havde biografpremiere i september, fik den stjerner, hjerter og ros, men efter at den blev vist på DR i weekenden, har der været strid og ballade. De fleste er rørte og begejstrede for filmen, men DR har været ude og beklage, at en af filmens Kandis-fans har fået en tur til Spanien betalt via filmen, og nogle føler sig ført bag lyset, fordi de troede, at det, de så, var en fuldstændig nagelfast gengivelse af virkeligheden.
