Jeg tror, de fleste af os går rundt med en normalstandard, som vi uden videre har indlejret. Et tidligt etableret billede af det normale, vi uvilkårligt går ud fra. Jeg ved, at jeg gør. Nemlig billedet af dagligstuen i min barndoms amerikanske ’Lucy Show’.
Når Lucys mand efter fyraften kom ind ad døren til dagligstuekulissen med et »Lucy, I’m home!«, var det ligesom at være hjemme et sted, hvor alt var godt og sjovt, og intet ondt kunne ske. En idyllisk dagligstue hos den hjemmegående Lucy, der måtte få eftertiden til at ligne et syndefald målt ud fra de harmløse ægteskabsløjers urealistiske tryghedsskala.
’I Love Lucy’ var en ekstremt populær serie i fjernsynets barndom. En slags ur-sitcom. Hver uge faldt det amerikanske strømforbrug markant i en times tid, nemlig den aften, hvor mere end 60 millioner amerikanere sad bænket om den fjumsede og elskelige rødtop Lucy og hendes flotte cubanske musikermand Ricky Ricardo, spillet af hjerteknuseren Desi Arnaz.
’Lucy Show’, som programmet kom til at hedde i Danmark, var ikke blot en populær tv-serie i en tid, hvor fjernsynet var det nye medie, som samlede nationen om kukkassen. ’I Love Lucy’ leverede simpelthen det definerende billede af efterkrigstidens nye, smarte middelklasseliv, som alle uvilkårligt måtte spejle sig i. Selve sitcoms kerneværdi: den færdigmøblerede idyl, man så gerne ville være en del af.
