Når man snakker fotokunst, snakker man sjældent decideret naturfotografi. Naturfotograferne har ligesom været parkeret i et hjørne for nørder, der gik op i store telelinser og den endeløse tålmodighed, der kræves for at få det helt rigtige nærbillede af en flot fugl eller en sjælden art.
Men der er tydeligvis noget andet på spil, da jeg bevæger mig rundt på udstillingen ’Wildlife Photographer of the Year’ på Statens Naturhistoriske Museum, og er ved at tabe både næse og mund. Jeg bliver slået af, hvor enorm en forandring naturfotografiet har gennemgået, siden jeg som barn ivrigt bladrede om til dyrefotografierne i min fotointeresserede fars mange fotomagasiner.
Det blev over hele verden præsenteret som en slags sensation, da mesterfotografen Sebastião Salgado skiftede menneskets lidelser ud med fotografier fra klodens uberørte naturområder. For Salgado var det en måde, at hele sig selv på, efter i årtier at have skildret hungersnød og folkedrab.
At der vitterlig kan ligge en hel livsfilosofi bag naturfotografiet, blev jeg mindet om i den aktuelle dokumentarfilm ’Sneleoparden’, hvor den ene af de to menneskelige hovedpersoner er naturfotografen Vincent Munier. I filmen gør Munier i den lange ventetid på den sky sneleopards opdukken i detaljer rede for en hel filosofi omkring skjulestedet som en måde at nærme sig verden på med tålmodighed og diskretion. To egenskaber, som i det store billede ellers ikke just præger menneskets forhold til naturen.
