Det er billeder fra et Ukraine i krig ...
... og fra magtens korridorer
... men frem for alt handler det om mennesker og Ukraines kamp for kunsten
Fotofestivalen Odesa Photo Days skulle havde fundet sted i maj, men så invaderede Rusland Ukraine.
Flere af kunsterne står nu på frontlinjen som krigsfotografer. Andre følger krigen på afstand og prøver at hjælpe.
Se deres billeder. Af et Ukraine i krig og i fred. Hør dem fortælle om, hvad der er vigtigst lige nu.
»Vi har et nyt formål. Og vi vil sejre. Sammen«
Kateryna Radchenko
kurator og leder
af Odesa Photo Days
23. februar lagde folk i Ukraine sig til at sove i deres fredelige hjem. Den følgende morgen var krigen brudt ud. Det ændrede alt. Også den fotofestival, vi har afholdt i Odesa de sidste syv år som et modsvar til konflikten med Rusland.
Men lige nu kan jeg ikke engang tænke på en festival. Flere af de fotografer, hvis arbejde vi skulle have udstillet til maj, står nu i stedet på frontlinjen og tager billeder. De sætter deres liv på spil for at dokumentere de grusomheder, der foregår i Ukraine.
Lige nu er det ikke sikkert at være i vores land, og derfor er det mindst lige så vigtigt, at vi stadig giver en stemme og en platform til ukrainske fotografer. Så de kan vise verden, hvordan livet er som konsekvens af en brutal invasion, og for at bygge nye broer gennem fotografiets kraft.
I syv år har vi eksisteret side om side med hinanden, festivalen og krigen.
Vi fik ideen i 2014, da krigen med Rusland brød ud efter den ukrainske revolution, og hvor medierne blev oversvømmet med propaganda og billedmanipulation.
Odesa Photo Days, som første gang fandt sted i 2015, skulle være en uddannelsesplatform for fotokunst og fungere som et alternativ til den manipulation, vi oplevede under krigen. Vores mission har været at skabe dialog og være kulturel fortaler for ukrainske fotografer.
Kateryna Radchenko.
I takt med den voksende bekymring over Ruslands aggression begyndte vi i starten af februar at ændre planerne for årets festival. Men ingen af os troede på, at en krig ville bryde ud i fuld skala blot uger senere. At det ville ske så hurtigt.
Når krigen begynder, har du ikke en plan B. På det tidspunkt bekymrer du dig kun om at få dig og din familie til et sikkert sted.
I stedet har vores festival udviklet sig til noget helt andet.
Mange af vores venner og kolleger er nu på frontlinjen og arbejder som krigsfotografer. Hver dag samler jeg materiale fra dem, fra forskellige byer og krigszoner. Jeg forsøger at arbejde som mellemled for at distribuere deres billeder til medier og festivaler. For at dokumentere sandheden, men også for at indsamle støtte til frivillige organisationer og den ukrainske hær.
Nogle af disse fotografer kan du møde på de kommende sider. Deres billeder dokumenterer forskellige sider af livet i Ukraine før Ruslands invasion for to uger siden. Det er billeder, som har været en del af vores festival, og som fortæller en vigtig historie om livet i vores land.
Fotografi er et stærkt medie til at fortælle den historie. Ikke kun for at vise talentet inden for ukrainsk fotokunst, men også for at vise verden, hvordan Ukraine så ud før krigen, og hvordan det ser ud i dag.
Lige nu befinder jeg mig i Lviv. På et sikkert sted. Men usikkerhed er blevet en fast del af hverdagens rutine, og vi skal være klar til at reagere på alt.
Men vi har et nyt formål. Og vi vil sejre. Sammen.
»Snart – når krigen er forbi – håber jeg at kunne udgive bogen om min bedstemors fantastiske liv«
Olena Morozova
fotograf
Min bedstemor var et mirakel: Hun var feminist i sovjettiden.
Hun var en selvstændig kvinde, der klarede alt på egen hånd. Et lyst og interessant menneske med en god sans for humor.
Hun opfostrede sin søn – min far – alene, hun blev aldrig gift, men hun havde mange elskere. Hun arbejdede som gynækolog og startede sin praksis i Sibirien, før hun realiserede sin drøm om at bo og arbejde i Kyiv.
Min bedstemor viede sit liv til at behandle og hjælpe andre, men i slutningen af sit liv led hun af demens og blev selv en patient.
Olena Morozova er rejst med sine børn fra Ukraine til Polen. Fuglen tilhører en kvinde, de mødte i toget.
Mine fotografier udforsker sygdommen, som min elskede bedstemor led af. Jeg vil dele min oplevelse af at kommunikere med hende, formidle min bedstemors mentale tilstand og genskabe nogle af de drømmesyn, hun oplevede. Jeg ville støtte min bedstemor, så hun ikke følte sig alene som en gammel, skør kvinde, og det lykkedes takket være dette kreative samarbejde.
Projektet involverede også mine børn, så det har forbundet os på tværs af generationer.
På et af billederne kravler min yngste søn rundt med en maske på oven på et køleskab. Det er inspireret af, at min bedstemor fik et drømmesyn, hvor hun følte, at hun så vilde dyr i sin lejlighed.
Da hun arbejdede som læge i Sibirien i 1950’erne, måtte hun rejse over sneen om natten på en slæde for at besøge sine patienter. Hun fortalte mig historien om, hvordan ulvene i skoven hylede i mørket og gjorde hende bange, og det var den oplevelse, der kom frem som et drømmesyn i forbindelse med hendes sygdom.
Min bedstemor var et barn af Anden Verdenskrig, og hun døde sidste år, da Ukraine igen stod foran en krig.
Da de russiske bombardementer begyndte 24. februar, påvirkede det mig og min familie voldsomt. Især børnene, der skulle forholde sig til eksplosioner i nabogaderne, hylende sirener og militærjagerfly, der fløj lavt over vores hus. De skulle gemme sig på badeværelset under luftangreb og sidde om aftenen uden lys, fordi vores vinduer var blokeret med tape.
Det lykkedes mig at rejse med tog til Polen sammen med mine tre børn. Vi pakkede vores dyrebareste ejendele og forlod vores hjem og vores elskede Kyiv. Adskilt fra venner og familie. Nu befinder vi os i et fremmed land, hvor vi konstant overvåger nyhederne og håber på et mirakel.
Jeg kan ikke overskue at arbejde i øjeblikket, men jeg har besluttet mig for at lave et nyt projekt som en protest mod Putins diktatoriske styre og Ruslands militære aggression. Det skal blandt andet indeholde videooptagelser med mine børn, der taler om krigen, samt kollager og fotografier.
Og snart – når krigen er forbi – håber jeg at kunne udgive bogen om min bedstemors fantastiske liv.
»Pludselig dukkede billeder fra Anden Verdenskrig op på nethinden«
Maxim Dondyuk
fotograf
Den ukrainske revolution, der begyndte med demonstrationer i november 2013, er et vendepunkt i vores og verdens historie. Det, der skulle være overstået på en dag, endte med at blive tre måneder med blodige kampe, tårer, molotovcocktails og død i Ukraines gader.
Da Maxim Dondyuk fotografede folk, der flygtede fra byen Irpin, blev han selv såret af fragmenter fra russiske angreb.
Som fotograf dokumenterede jeg disse gadekampe, der nærmest virkede uvirkelige. Det var et blodbad sammenvævet med utrolig skønhed. Jeg forsøgte at fange den abstrakte, universelle konflikt, der udspillede sig mellem lys og skygge. Mellem den tykke sorte røg og den hvide februarsne. Og i en vis forstand mellem godt og ondt.
I 2017 rejste jeg tilbage til de områder i det østlige Ukraine, som var blevet ødelagt af krig. De steder, hvor gaderne få år tidligere flød med blod og bly, stod nu efterladte i absolut stilhed. Skoler, børnehaver, hospitaler, fabrikker, kontrolposter, som alle havde stor betydning under sammenstødene, lignede nu efterladte krigsmonumenter.
Mine billeder handler om de ar, som krigen efterlader på sjælen. Det handler om tomhed og ensomhed. Dødens tumult fremstår i disse billeder som absolut stilhed, og brugen af landskabsfotografi giver en mere intim tilgang, hvor jeg kan formidle følelserne dybere.
Lige nu dækker jeg krigen fra Kyivs gader. Det er svært at sige, hvor jeg er om et par dage, men lige nu er jeg her. Jeg fotograferer det ukrainske folks modstand og deres kamp mod den russiske besættelse. Jeg ved ikke, hvordan det ender, men jeg håber, at Kyiv vil bestå, og at landet forsvarer sin uafhængighed.
Hvert eneste billede, jeg tager, efterlader mig med stærke følelser. Men et af de hårdeste øjeblikke var at opleve folk flygte fra den lille by Irpin, tæt på Kyiv. Jeg stod foran hundredvis af skræmte mennesker, der forlod den brændende by i en fart, mens raketterne fløj over hovedet på mig. Folk løb væk fra kuglerne og kampvogne og imod evakueringsbusserne, der ville bringe dem til Kyiv. Men fjenden besluttede til sidst at lege med dem og åbnede ild direkte imod dem. Der var skrig, tårer og hysteri.
Desværre var det ikke alle, der nåede frem til busserne. Ligene blev efterladt på den kolde asfalt.
Pludselig dukkede billeder fra Anden Verdenskrig op på nethinden. Billeder fra en krig, som ingen havde forventet ville kunne gentage sig.
»På en måde er jeg en soldat i en informationskrig«
Mikhail Palinchak
fotograf
I fem år arbejdede jeg som officiel fotograf for Ukraines tidligere præsident. Den opgave gav mig adgang til magtens korridorer – blandt andet til Nato-topmøder og World Economic Forum – og jeg brugte denne adgang til at dokumentere en anden side af krigen fra den diplomatiske frontlinje, hvor forhandlinger finder sted.
Der, hvor der tages stillinger til millioner og milliarder af lån, hvor humanitære eksperter påvirker magthaverne, og hvor krig og fred afgøres.
Mikhail Palinchak har overnattet i shelter i Kyivs gader sammen med soldater, men nu er fotografen flyttet hjem i sin egen lejlighed.
Mange af disse diplomatiske mødesteder er midlertidigt opsat og eksisterer kun i få dage, hvor hundredvis af verdensledere mødes for at forhandle under strenge regler. Møderne er begrænset til en halv time, mens andre ledere venter bag spartansk opsatte skillevægge for at indtage deres plads ved bordet. Det foregår i små rum med Ikea-møbler, og to dage senere er det hele væk. Men de beslutninger, der bliver taget, påvirker nationer i årtier fremover.
Lige nu taler alle om, at Rusland er gået i krig med Ukraine, men i Ukraine ved vi, at vi allerede har været i en krigstilstand med Rusland i otte år. Og jeg tror, at denne krig bliver nødt til at blive løst på en diplomatisk måde. Der må skabes en form for kompromis, før vi kan få fred.