0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

  • Det er billeder fra et Ukraine i krig ...

  • ... og fra magtens korridorer

  • ... men frem for alt handler det om mennesker og Ukraines kamp for kunsten

  • Fotofestivalen Odesa Photo Days skulle havde fundet sted i maj, men så invaderede Rusland Ukraine.

    Flere af kunsterne står nu på frontlinjen som krigsfotografer. Andre følger krigen på afstand og prøver at hjælpe.

    Se deres billeder. Af et Ukraine i krig og i fred. Hør dem fortælle om, hvad der er vigtigst lige nu.

  • »Vi har et nyt formål. Og vi vil sejre. Sammen«

Kateryna Radchenko
kurator og leder
af Odesa Photo Days

23. februar lagde folk i Ukraine sig til at sove i deres fredelige hjem. Den følgende morgen var krigen brudt ud. Det ændrede alt. Også den fotofestival, vi har afholdt i Odesa de sidste syv år som et modsvar til konflikten med Rusland.

Men lige nu kan jeg ikke engang tænke på en festival. Flere af de fotografer, hvis arbejde vi skulle have udstillet til maj, står nu i stedet på frontlinjen og tager billeder. De sætter deres liv på spil for at dokumentere de grusomheder, der foregår i Ukraine.

Lige nu er det ikke sikkert at være i vores land, og derfor er det mindst lige så vigtigt, at vi stadig giver en stemme og en platform til ukrainske fotografer. Så de kan vise verden, hvordan livet er som konsekvens af en brutal invasion, og for at bygge nye broer gennem fotografiets kraft.

I syv år har vi eksisteret side om side med hinanden, festivalen og krigen.

Vi fik ideen i 2014, da krigen med Rusland brød ud efter den ukrainske revolution, og hvor medierne blev oversvømmet med propaganda og billedmanipulation.

Odesa Photo Days, som første gang fandt sted i 2015, skulle være en uddannelsesplatform for fotokunst og fungere som et alternativ til den manipulation, vi oplevede under krigen. Vores mission har været at skabe dialog og være kulturel fortaler for ukrainske fotografer.

Oksana Kanivets
Foto: Oksana Kanivets

Kateryna Radchenko.

I takt med den voksende bekymring over Ruslands aggression begyndte vi i starten af februar at ændre planerne for årets festival. Men ingen af os troede på, at en krig ville bryde ud i fuld skala blot uger senere. At det ville ske så hurtigt.

Når krigen begynder, har du ikke en plan B. På det tidspunkt bekymrer du dig kun om at få dig og din familie til et sikkert sted.

I stedet har vores festival udviklet sig til noget helt andet.

Mange af vores venner og kolleger er nu på frontlinjen og arbejder som krigsfotografer. Hver dag samler jeg materiale fra dem, fra forskellige byer og krigszoner. Jeg forsøger at arbejde som mellemled for at distribuere deres billeder til medier og festivaler. For at dokumentere sandheden, men også for at indsamle støtte til frivillige organisationer og den ukrainske hær.

Nogle af disse fotografer kan du møde på de kommende sider. Deres billeder dokumenterer forskellige sider af livet i Ukraine før Ruslands invasion for to uger siden. Det er billeder, som har været en del af vores festival, og som fortæller en vigtig historie om livet i vores land.

Fotografi er et stærkt medie til at fortælle den historie. Ikke kun for at vise talentet inden for ukrainsk fotokunst, men også for at vise verden, hvordan Ukraine så ud før krigen, og hvordan det ser ud i dag.

Lige nu befinder jeg mig i Lviv. På et sikkert sted. Men usikkerhed er blevet en fast del af hverdagens rutine, og vi skal være klar til at reagere på alt.

Men vi har et nyt formål. Og vi vil sejre. Sammen.

»Snart – når krigen er forbi – håber jeg at kunne udgive bogen om min bedstemors fantastiske liv«

Olena Morozova
fotograf

Min bedstemor var et mirakel: Hun var feminist i sovjettiden.

Hun var en selvstændig kvinde, der klarede alt på egen hånd. Et lyst og interessant menneske med en god sans for humor.

Hun opfostrede sin søn – min far – alene, hun blev aldrig gift, men hun havde mange elskere. Hun arbejdede som gynækolog og startede sin praksis i Sibirien, før hun realiserede sin drøm om at bo og arbejde i Kyiv.

Min bedstemor viede sit liv til at behandle og hjælpe andre, men i slutningen af sit liv led hun af demens og blev selv en patient.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Olena Morozova er rejst med sine børn fra Ukraine til Polen. Fuglen tilhører en kvinde, de mødte i toget.

Mine fotografier udforsker sygdommen, som min elskede bedstemor led af. Jeg vil dele min oplevelse af at kommunikere med hende, formidle min bedstemors mentale tilstand og genskabe nogle af de drømmesyn, hun oplevede. Jeg ville støtte min bedstemor, så hun ikke følte sig alene som en gammel, skør kvinde, og det lykkedes takket være dette kreative samarbejde.


Projektet involverede også mine børn, så det har forbundet os på tværs af generationer.

På et af billederne kravler min yngste søn rundt med en maske på oven på et køleskab. Det er inspireret af, at min bedstemor fik et drømmesyn, hvor hun følte, at hun så vilde dyr i sin lejlighed.

Da hun arbejdede som læge i Sibirien i 1950’erne, måtte hun rejse over sneen om natten på en slæde for at besøge sine patienter. Hun fortalte mig historien om, hvordan ulvene i skoven hylede i mørket og gjorde hende bange, og det var den oplevelse, der kom frem som et drømmesyn i forbindelse med hendes sygdom.

Min bedstemor var et barn af Anden Verdenskrig, og hun døde sidste år, da Ukraine igen stod foran en krig.

Da de russiske bombardementer begyndte 24. februar, påvirkede det mig og min familie voldsomt. Især børnene, der skulle forholde sig til eksplosioner i nabogaderne, hylende sirener og militærjagerfly, der fløj lavt over vores hus. De skulle gemme sig på badeværelset under luftangreb og sidde om aftenen uden lys, fordi vores vinduer var blokeret med tape.

Det lykkedes mig at rejse med tog til Polen sammen med mine tre børn. Vi pakkede vores dyrebareste ejendele og forlod vores hjem og vores elskede Kyiv. Adskilt fra venner og familie. Nu befinder vi os i et fremmed land, hvor vi konstant overvåger nyhederne og håber på et mirakel.

Jeg kan ikke overskue at arbejde i øjeblikket, men jeg har besluttet mig for at lave et nyt projekt som en protest mod Putins diktatoriske styre og Ruslands militære aggression. Det skal blandt andet indeholde videooptagelser med mine børn, der taler om krigen, samt kollager og fotografier.

Og snart – når krigen er forbi – håber jeg at kunne udgive bogen om min bedstemors fantastiske liv.

»Pludselig dukkede billeder fra Anden Verdenskrig op på nethinden«

Maxim Dondyuk
fotograf

Den ukrainske revolution, der begyndte med demonstrationer i november 2013, er et vendepunkt i vores og verdens historie. Det, der skulle være overstået på en dag, endte med at blive tre måneder med blodige kampe, tårer, molotovcocktails og død i Ukraines gader.

Jerome Sessini
Foto: Jerome Sessini

Da Maxim Dondyuk fotografede folk, der flygtede fra byen Irpin, blev han selv såret af fragmenter fra russiske angreb.

Som fotograf dokumenterede jeg disse gadekampe, der nærmest virkede uvirkelige. Det var et blodbad sammenvævet med utrolig skønhed. Jeg forsøgte at fange den abstrakte, universelle konflikt, der udspillede sig mellem lys og skygge. Mellem den tykke sorte røg og den hvide februarsne. Og i en vis forstand mellem godt og ondt.

I 2017 rejste jeg tilbage til de områder i det østlige Ukraine, som var blevet ødelagt af krig. De steder, hvor gaderne få år tidligere flød med blod og bly, stod nu efterladte i absolut stilhed. Skoler, børnehaver, hospitaler, fabrikker, kontrolposter, som alle havde stor betydning under sammenstødene, lignede nu efterladte krigsmonumenter.

Mine billeder handler om de ar, som krigen efterlader på sjælen. Det handler om tomhed og ensomhed. Dødens tumult fremstår i disse billeder som absolut stilhed, og brugen af landskabsfotografi giver en mere intim tilgang, hvor jeg kan formidle følelserne dybere.

Lige nu dækker jeg krigen fra Kyivs gader. Det er svært at sige, hvor jeg er om et par dage, men lige nu er jeg her. Jeg fotograferer det ukrainske folks modstand og deres kamp mod den russiske besættelse. Jeg ved ikke, hvordan det ender, men jeg håber, at Kyiv vil bestå, og at landet forsvarer sin uafhængighed.

Hvert eneste billede, jeg tager, efterlader mig med stærke følelser. Men et af de hårdeste øjeblikke var at opleve folk flygte fra den lille by Irpin, tæt på Kyiv. Jeg stod foran hundredvis af skræmte mennesker, der forlod den brændende by i en fart, mens raketterne fløj over hovedet på mig. Folk løb væk fra kuglerne og kampvogne og imod evakueringsbusserne, der ville bringe dem til Kyiv. Men fjenden besluttede til sidst at lege med dem og åbnede ild direkte imod dem. Der var skrig, tårer og hysteri.

Desværre var det ikke alle, der nåede frem til busserne. Ligene blev efterladt på den kolde asfalt.

Pludselig dukkede billeder fra Anden Verdenskrig op på nethinden. Billeder fra en krig, som ingen havde forventet ville kunne gentage sig.

»På en måde er jeg en soldat i en informationskrig«

Mikhail Palinchak
fotograf

I fem år arbejdede jeg som officiel fotograf for Ukraines tidligere præsident. Den opgave gav mig adgang til magtens korridorer – blandt andet til Nato-topmøder og World Economic Forum – og jeg brugte denne adgang til at dokumentere en anden side af krigen fra den diplomatiske frontlinje, hvor forhandlinger finder sted.

Der, hvor der tages stillinger til millioner og milliarder af lån, hvor humanitære eksperter påvirker magthaverne, og hvor krig og fred afgøres.

Mikhail Palinchak
Foto: Mikhail Palinchak

Mikhail Palinchak har overnattet i shelter i Kyivs gader sammen med soldater, men nu er fotografen flyttet hjem i sin egen lejlighed.

Mange af disse diplomatiske mødesteder er midlertidigt opsat og eksisterer kun i få dage, hvor hundredvis af verdensledere mødes for at forhandle under strenge regler. Møderne er begrænset til en halv time, mens andre ledere venter bag spartansk opsatte skillevægge for at indtage deres plads ved bordet. Det foregår i små rum med Ikea-møbler, og to dage senere er det hele væk. Men de beslutninger, der bliver taget, påvirker nationer i årtier fremover.

Lige nu taler alle om, at Rusland er gået i krig med Ukraine, men i Ukraine ved vi, at vi allerede har været i en krigstilstand med Rusland i otte år. Og jeg tror, at denne krig bliver nødt til at blive løst på en diplomatisk måde. Der må skabes en form for kompromis, før vi kan få fred.

For to uger siden vågnede jeg klokken fire om morgenen, da russerne begyndte at bombe Ukraine. Vi hørte den første alarm, og alle venner begyndte at ringe til mig. Jeg brugte den første dag på at få min ældste søn, som er tretten, til det vestlige Ukraine, hvor hans bedsteforældre bor. Sammen med hans bror og min kone er de nu blevet bragt i sikkerhed i Polen, i Gdansk. Så på mange måder er jeg en af de heldige, for jeg behøver ikke bekymre mig om min familie og deres sikkerhed. Jeg kan koncentrere mig om det job, jeg udfører her i Kyiv.

Jeg dokumenterer krigen fra frontlinjen, hvor jeg følger en af bataljonerne i den territoriale hær i Kyiv. De første fire dage sov jeg i et shelter, mens jeg arbejdede, men det var så koldt, at jeg ikke vidste, om raketterne eller temperaturen ville slå mig ihjel først. Nu føles vores shelter faktisk som et af de sikreste steder at være i byen, men efter cirka en uge besluttede jeg mig for at tage tilbage til min lejlighed og sove der. Det var en svær beslutning, men jeg havde brug for at tjekke, at alt var o.k. med lejligheden, og vande blomsterne. Og skifte vandet i mit akvarium.

Enhver ukrainer bør nu arbejde for at besejre fjenden og for at genoprette freden i vores land. Hvis nogen føler, at de kan udfylde en rolle i hæren, så gør de det. Hvis man ved, at man er god til frivilligt arbejde, skal man fokusere på det. Jeg har aldrig haft et maskingevær i hænderne, ikke engang en pistol, men jeg er god til at fotografere, så kameraet er mit våben til at vise verden, hvad der foregår omkring mig. På en måde er jeg en soldat i en informationskrig.

Jeg vil blive i Kyiv så lang tid, det kan lade sig gøre. Indtil jeg ser, at alle andre omkring mig begynder at forlade byen. Men jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage. Min vigtigste opgave er at tage fotografier til medierne og vise resten af verden krigens realiteter.

Og sørge for at holde mig selv i live så længe som muligt.

»Min mission var at finde ud af, hvem de er som mennesker«

Ira Lupu
fotograf

Billederne er baseret på mit samarbejde med en gruppe ukrainske kvinder, der arbejder som cam-girls, og som jeg har fulgt siden 2019.

Jeg fokuserede på ukrainske kvinders identitet, og hvor misforståede de er. I dag ser man stadig, hvordan popkulturen nedgør kvinderne og skildrer dem som nogle, der er billige og nemme at udnytte. Verden oplever i dag en ny bølge af social retfærdighed og fokus på menneskerettigheder, men jeg tror, at østeuropæiske kvinder – og i særdeleshed ukrainske kvinder – er en af de sidste identiteter, som man stadig kan håne, uden at det har konsekvenser.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Ira Lupu har læst på International Center of Photography i New York, hvor hun bor og arbejder.

Med mine billeder ville jeg ikke bryde stereotypen, men jeg ville gøre dette stereotype portræt af kvinderne mere komplekst og mere humant. Det var ikke min ambition at fotografere kvinderne, mens de optræder derhjemme, for serien handler ikke om det typiske billede af en sexarbejder. I stedet fotograferede jeg kvinderne i private omgivelser og på særlige steder, som de har en stærk personlig forbindelse til. En af dem fulgte jeg til et gammelt sanatorium ved en flodmunding i Odesa, hvor jeg selv kommer fra, og sammen med en af de andre kvinder besøgte vi en banya (et dampbad) i det vestlige Ukraine, hvor hun voksede op.

Min mission var at finde ud af, hvem de er som mennesker.

Jeg har tidligere arbejdet som skribent, men jeg forfulgte ikke min interesse for fotografi. Gennembruddet kom under Donbas-krigen i 2015, hvor nogle af de værste kampe og blodsudgydelser fandt sted. Krigen påvirkede mig meget, og jeg husker tydeligt, at jeg pludselig havde en følelse af, at ord ikke længere var tilstrækkeligt. I stedet tog jeg fat i kameraet.

De tre oplevelser, du som ukrainer har lige nu – hvad enten du er tilbage i Ukraine, er på flugt i udlandet eller ser krigen udspille sig på afstand – er tre forskellige versioner af et helvede.

Jeg bor og arbejder i New York, og selv om jeg oplever krigen virtuelt gennem skærmen og min kontakt med venner og familie derhjemme, føles det meget intenst. De seneste to uger har jeg kun forladt min lejlighed et par gange, og selv om jeg ikke har hørt eksplosionerne eller set missilerne, som mine venner gør i Ukraine, lider jeg af en form for ptsd, når jeg går udenfor. Jeg har stået på gaden i New York og er pludselig blevet bange for høje lyde eller folk i mørkt tøj sent om aftenen. Den her krig gør noget helt vildt ved de ting, jeg hører og ser.

Min far og min søsters familie er sluppet ud af Odesa, men min mor er der stadig for at passe på min bedstemor, som er syg.

Så jeg er bekymret for mine kære, men jeg er også bekymret for det værste, der kan ske: at Rusland invaderer Odesa og overtager min hjemby. Det er så voldsomt et mareridt, at det er svært overhovedet at tænke på det.

Krigen har ændret alt, også min tilgang til fotografering. Det er, som om min krop og psyke er i en anden tilstand. Jeg havde set frem til lave et nyt projekt i New York, men lige nu er det irrelevant. Mit fokus er på aktivistisk arbejde, fundraising og at holde kontakten med min familie og støtte dem. Jeg har ikke plads til det kreative rum i mig selv lige nu, men jeg ved, at det er en midlertidig følelse. Snart kommer der et tidspunkt, hvor vi som kunstnere vil reflektere over, hvad der sker i vores land.

»Jeg kan mærke mit folks mod og stolthed. For mig er det en stor ære at være ukrainer«

Yulya Kisil
fotograf

Heltene i mit projekt ’Homeless Spirit’ er mennesker med en svær skæbne. Det er forældreløse børn, folk med handikap og alkohol- og stofbrugere. Jeg vil vise, at alle disse mennesker hver især har den største værdi for vores samfund.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Yulya Kisil skulle være rejst fra Mexico til Ukraine samme dag, som krigen brød ud.

Jeg fotograferede dem sammen med de dukker, som flere hjemløse sælger på markederne, og trykte billederne på træpaneler. Ved at male glorier omkring deres hoveder skabte det en religiøs ikonografi, som er med til at ophøje disse helt almindelige mennesker til helgenrang. De er blevet til ikoner.


24. februar i år skulle jeg flyve fra Mexico, hvor jeg opholder mig lige nu, til Kyiv. Men aftenen før så jeg liveudsendelsen på tv, hvor Vladimir Putin annoncerede sit angreb på Ukraine.

Jeg var i panik og begyndte at ringe til alle for at advare dem om faren. Men folk i Kyiv var allerede vågnet på grund af eksplosionerne.

I de første tre dage følte jeg mig konstant syg af bekymring for mine kære og af den erkendelse, at mennesker er monstre. Jeg ville så gerne kunne tage til Ukraine for at se mit folk, men det kan ikke lade sig gøre. I stedet føler jeg en frygtelig skyldfølelse ved at befinde mig et varmt, trygt sted, mens mit land bliver brutalt ødelagt.

Jeg har forsøgt at overbevise folk i Rusland om at gå på gaden og protestere. Jeg forklarede dem, at det ikke er lige så farligt at blive ramt af en knebel i hovedet fra det russiske politi som at være en slave og en kriminel, der dræber kvinder og børn på kommando. Russerne behandler denne krig som en konkurrence, en krigens olympiske lege, som de skal vinde for enhver pris. De bekymrer sig mere om sanktioner end om folks liv, på trods af at næsten alle russere har slægtninge i Ukraine.

Ud over at hjælpe med at skaffe økonomisk hjælp til folk derhjemme har jeg i de seneste uger forsøgt at skrive og arbejde med min kunst. Men jeg har så meget angst, at jeg ikke har kunnet afslutte noget. I stedet har jeg fået forbindelse til nogle grupper, hvor ukrainske kunstnere sammen laver videoer, plakater og grafik på en organiseret måde for at protestere mod krigen. Og alle mennesker omkring mig giver og gør alt, hvad de kan for at sikre, at Ukraine vinder denne krig mod det onde.

Den rædsel, som Rusland har bragt til vores hjemland, vil snart ende, og vi kan sammen bygge et endnu smukkere Ukraine. Jeg kan mærke mit folks mod og stolthed. For mig er det en stor ære at være ukrainer.

Fakta

Ideen til Odesa Photo Days opstod i 2014 under Ukraines revolution. Festivalen blev afholdt første gang i 2015, og siden da har den eksisteret som en platform for international fotokunst.

I år skulle festivalen finde sted 19.-22. maj, men lige nu har Ruslands invasion af Ukraine ændret alle planer.

Du kan komme tættere på festivalen i disse videoer fra 2021 og 2020.

En af de deltagende kunstnere er fotografen Mikhail Palinchak, som har været med til at starte en forening for ’street photography’ i Ukraine og lanceret onlineplatformen Untitled, der samler værker fra en række af Ukraines mest fremtrædende dokumentarfotografer: untitled.in.ua

Du kan se flere af Mikhail Palinchaks billeder fra magtens korridorer i denne artikel fra Time Magazine og læse om Ira Lupus serie om cam-girls hos i-D/Vice. Maxim Dondyuks billeder fra revolutionen, ’Culture of Confrontation’, var blandt finalisterne til Magnum Photography Awards i 2016.

Redaktion

Tekst: Lars Eriksen

Layout: Rasmus Vendrup

Korrektur: Per Lykke

I redaktionen: Tommy Grøn

Weekendredaktør: Charlotte Sejer

Fotos: Olena Morozova, Maxim Dondyuk, Mikhail Palinchak, Ira Lupu, Yulya Kisil