Hver morgen afslutter Peter Øvig sine yogaøvelser med at sidde på sine underben, bøje panden i stuegulvet og takke Gud. Den 60-årige forfatter og journalists Gud er hverken kristendommens, islams eller andre religioners.
»Jeg takker den Gud, som alle mennesker i hele verden har en relation til, hvis de overhovedet har en relation til noget overjordisk«, siger han.
Sådan, knælende i en tak til Gud, har han endt sin yoga i mindst 20, måske 30, år. Inden for yoga kaldes den stilling ’barnets’ af nogle, men det er også en traditionel bedestilling, og for Peter Øvig har det i mange år virket naturligt at bede en takkebøn.
»Fordi jeg har så meget. Så kunne jeg selvfølgelig godt bede om noget mere. Jeg har da også haft svære perioder i mit liv, hvor der kunne være grund til at bede om lindring eller helbredelse. Men beder man om noget, fokuserer man på en måde på det, man mangler eller savner. Hvis man derimod takker, fokuserer man på det, man allerede har«, siger han.
