De går nærmest direkte fra indgangen og hen til stålvasken. De granvoksne mænd, som ikke kan tåle at se en vandhane, der drypper. Og som kan høre de små dryp, før de ser dem.
Stålvasken med den store dryppende vandhane er en del af Louise Sass’ værksted, som kan opleves i Bygning A, der er en del af udstillingsstedet A. Petersen på Amager. Ved vasken står et stort trykkebord, hvor man kan se, hvordan Louise Sass trykker sine lange baner af stoffer, og for at gøre oplevelsen helt autentisk har udstillingsstedet valgt at lade vandhanen dryppe lidt. Som om der lige har været tændt for vandet, og fordi der er travlt på værkstedet, er der ikke blevet slukket helt for hanen.
Det er fedt, men åbenbart for irriterende for de mænd, der er mødt op til åbningen af udstillingen. Akkurat som min far, der prentede det ind hovederne på mig og mine søskende, da vi voksede op i 1970’erne, reagerer disse mænd også voldsomt på haner, der drypper. Hvilket jo kun er klogt, når man tænker på verdens ressourcer, men faktisk lidt sjovt, når der er tale om et værk på en udstilling.
