Her midt om sommeren, hvor jeg ligger i solen og lytter til podcasten Radiolab, kan det være svært at tro på. Men himlen er ikke blå. Faktisk eksisterer den farve slet ikke. Jeg kigger på mine shorts og er ikke i tvivl. De er blå, men ... De videnskabelige modargumenter i mine høretelefoner er ret overbevisende. Så måske tager jeg fejl.
Vi er kulturelt trænet til at registrere blå, lyder det, så når vi kigger op på en skyfri dag, er vi sikre på, hvilken farve vi ser. Men i antikken var himlen aldrig blå over grækerne. Måske var den hvid eller en af de særprægede farver, som Homer nævner i sine mange detaljerede beskrivelser af verden omkring sig, hvor honning var grønt, får var lilla, og havet var vinmørkt.
En nærlæsning af ’Odysseen’ og ’Iliaden’ afslører, at farven sort bliver nævnt 170 gange, hvid 100 gange, rød 13 gange og gul og grøn under 10 gange. Men blå? Nul. Og Homer var ikke alene. I næsten alle ældre tekster på tværs af kloden findes der ikke en eneste beskrivelse af blå. De islandske sagaer, kinesiske oldskrifter, den hebraiske originalversion af ’Bibelen’. Masser af farvebeskrivelser, men intet blåt.
I de ældste indiske helligskrifter, vedaerne, er himlen et hovedmotiv, og ifølge den tyske filolog Lazarus Geiger er »disse hymners 10.000 vers fyldt med beskrivelser af himlene. Solen og de rødmende solopganges farvespil, dag og nat, sky og lyn, luften og æteren bliver udfoldet foran os igen og igen i pragtfuld og levende fuldkommenhed. Der er kun én ting, som ingen nogensinde vil lære af disse oldgamle sange, og det er, at himlen er blå«.
