0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Han gør spøgelser levende i biografsalens drømmeverden

28. juni 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul har siden sit gennembrud i begyndelsen af 00’erne været beundret og hyldet i eksperimenterende filmkredse verden over. I 2010 slog han sit navn fast på øverste hylde, da han med ’Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’ vandt Guldpalmen i Cannes. 30. juni får hans nye film ’Memoria’, der har med Tilda Swinton i hovedrollen biografpremiere herhjemme.

Tilda Swinton hører en mærkelig lyd. Det er mere eller mindre handlingen i ’Memoria’, den aktuelle film fra den thailandske mesterinstruktør Apichatpong Weerasethakul, hvor Swinton spiller hovedrollen.

Lyden, hun hører, er dyb, rungende og voldsom. Man får et chok, første gang den runger ud af biografens dolbyhøjttalere. Når Swinton i filmen prøver at beskrive lyden for andre, famler hun efter ordene. Hvordan beskrive en lyd, som det kun er hende selv, der hører?

Det kan føles på samme måde at forsøge at beskrive Apichatpongs filmværker for andre.

Filmkritikeren Erika Balsom siger, at det at skrive om film til tider kan opleves som at beskrive skyer. Ligesom ethvert menneske ser forskellige dyr og figurer i skyernes former, ser forskellige øjne forskellige film i biografmørket.

Camera Film
Foto: Camera Film

Apichatpong Weerasethakuls værker udgør et perfekt eksempel på en sådan type film, hvor alle beskuere ser, hører, mærker og føler noget forskelligt, når de ser dem, og derfor kan have svært ved udtømmende at beskrive dem – ligesom Tilda Swintons hovedkarakter i ’Memoria’ har det med lyden, hun hører.

Thailandsk provinsliv

Det var en overraskelse for mange, at Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes i 2010 gik til Apichatpong Weerasethakuls ’Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’. Tildelt af en jury anført af den amerikanske blockbuster-excentriker Tim Burton. Det blev også Apichatpong Weerasethakuls første film i regulær biografdistribution herhjemme.

Apichatpong – som blot kaldes Joe blandt fans og venner – var for alvor kommet på filmfestivalgængernes lystavler nogle år tidligere med den erotisk-sanselige ’Blissfully Yours’ fra 2002 og jungledrømmen ’Tropical Malady’ fra 2004, og efter ’Syndromes and a Century’ i 2006 var han blevet en yndlings-samtidsinstruktør for kendere.

Hvis Apichatpongs film handler om noget, er det minder, drømme og spøgelser

Adskillige kortfilm, kunstprojekter og to fuldlængdefilm senere kommer ’Memoria’. Hans første film optaget uden for hans thailandske hjemegn – nemlig i Colombia – og med internationale skuespillere i hovedrollerne.

Hvis Apichatpongs film handler om noget, er det minder, drømme og spøgelser. Vi befinder os ikke bare i det overjordiske, hvor prinsesser dyrker sex med havkatte, og tigere taler, men også i Thailands kollektive hukommelse og instruktørens egne minder om opvæksten i det nordøstlige Thailand.

Blå bog

Apichatpong Weerasethakul

Thailandsk instruktør, manuskriptforfatter og producer.

Født i Bangkok, Thailand i 1970.

Debuterede i 2000 med dokufiktionsfilmen ’Mysterious Object at Noon’, inden han i 2002 vandt hovedpræmien i Cannes Film Festival-sideprogrammet Un Certain Regard for ’Blissfully Yours’.

Var i 2004 nomineret til Guldpalmen for ’Tropical Malady’, som modtog juryprisen.

Vandt ved Cannes Film Festival 2010 Guldpalmen for sin film ’Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’.

Han blev født i 1970 og voksede op i provinsbyen Khon Kaen, langt fra Bangkoks storbylarm og de sydlige feriedestinationer. Begge hans forældre var læger, og ofte nævner han, at hans tidligste minde er de grønne gardiner på hospitalet, hvor hans forældre arbejdede. Opdragelsen var laissez faire, og han var tidligt draget af biografsalens magi. De fleste af Apichatpongs film er optaget på hjemegnen, og hospitaler er ofte centrale kulisser i filmene.

Han kunne have valgt en vej i amerikansk independentfilm, efter han blev færdiguddannet fra School of the Art Institute of Chicago i slut-90’erne. I stedet tog han tilbage til sin barndomsegn og etablerede sit eget produktionsselskab. Der er ekkoer fra vestlig filmkunst i hans værker, men der er langt flere referencer til lokal folklore og buddhistiske myter, thailandske sæbeoperaer og -popsange.

Verden havde brug for et alternativ til virkelighedens vold. Alternativet hed Apichatpong Weerasethakul

Hans film er ’glocal’ – han trækker på et internationalt modernistisk film- og kunstsprog, men er samtidig stærkt rodfæstet i sin lokale kultur. At han vandt Guldpalmen i 2010 viste, at filmverdenen var mæt af pessimistiske samfundsanalyser i form af europæisk nihilisme hos Lars von Trier og Michael Haneke eller socialrealistisk tristesse hos Dardenne-brødrene og de rumænske nybølge-instruktører, der alle havde præget filmfestivalen i Cannes i det forgangne årti.

Verden havde brug for et alternativ til virkelighedens vold. Alternativet hed Apichatpong Weerasethakul.

Det materielle spøgelse

Sygdom spiller en central rolle i flere af hans film. I ’Blissfully Yours’ drejer det sig om en mystisk stumhed og en krasbørstig hudsygdom. ’Syndromes and a Century’ omhandler to læger og miljøet omkring to forskellige hospitaler. ’Cemetery of Splendour’ foregår på et landsbyhospital. ’Onkel Boonmee ...’ følger de sidste dage i titelkarakterens liv, da han er terminalt syg med en nyresygdom. Listen af sygdomstroper bliver ved.

Der er en stor solidaritet med den syge krop i Apichatpongs film, og sygdommen forankrer hans film i en relaterbar menneskelighed. Filmenes syge kroppe bliver beholdere for både tro og viden, den buddhistiske cykliske evighed og den materielle verdens dødelige kroppe. Karaktererne i filmene vil gerne kureres, men tror også på reinkarnation.

I ’Syndromes and a Century’ er en buddhistisk munk eksempelvis til lægekonsultation. Munken prøver at lokke en stor recept sovepiller ud af lægen og noget astmamedicin til sin vens mor. Den hopper lægen selvfølgelig ikke på.

Det er typisk for Apichatpongs film, at der inden for hver scene og hvert enkelt billede samtidig udfolder sig et ’realistisk’ og et ’overnaturligt’ plan. Af samme grund er humoren i scenen med munken også lun. Her er ingen arrogance, kun en enorm nysgerrighed på verden og ømhed for dens beboere.

I ’Memoria’ er Hernán en spøgelsesperson. Han kan huske alt, han har oplevet. Mens han samler en sten op, siger han, at der er masser af historier derude, for eksempel stenen, han holder. Alting – alle ting – fortæller en historie, er Apichatpongs pointe: Det handler blot om at give sig tid til at lytte og se længe nok, langsomt nok. Hvis man ikke giver sig selv rum til dét i hverdagen, kan Apichatpongs filmkunst give plads til det i et par timer.

I sin essens besidder filmmediet en sammensætning af både det jordiske og det overjordiske, som filmteoretikeren Gilberto Peréz formulerer det. Han kalder filmmediet for »det materielle spøgelse«. Hvis der er en filmskaber i dag, der virkelig fremviser ideen om dette materielle spøgelse, er det Apichatpong.

Pr Foto
Foto: Pr Foto

Thailandske Apichatpong Weerasethakul modtog i 2010 Guldpalmen I Cannes for sin film 'Onkel Boonmee'. Sideløbende med premieren på hans nye film 'Memoria' viser Cinemateket ældre film af Apichatpong Weerasethakul.

I sin takketale i Cannes i 2010 takkede han »ånderne og spøgelserne i Thailand«. For hos Apichatpong eksisterer spøgelserne ikke alene givet filmmediets iboende spektrale kvalitet, men helt reelt befolkes hans film af spøgelser, ånder og genfærd. Både i og uden for filmene. Skabningerne skræmmer ikke filmenes karakterer, tværtimod føles de naturligt velkomne. Spøgelserne ligner almindelige mennesker i en sådan grad, at det kan blive lidt af en gætteleg, når man ser hans film: Hvem er spøgelse, og hvem er ikke?

Ormehul til en parallelverden

Apichatpongs filmunivers ligner vores verden, det er blot lidt anderledes. Når to af hovedkaraktererne i ’Blissfully Yours’ entrer junglen, går de ind gennem en portal. Trækronerne hvælver sig over dem som en magisk tunnel, mens de fortsætter længere ind i junglen. Bevæger de sig ind i en fremmed verden eller ind til den mest oprindelige verden? Apichatpongs film kan føles som et sådant ormehul til en parallelverden.

Vi er langt fra science fiction og fantasy, men stadig tæt på ’Alice i eventyrland’. Her sker forvandlinger og genkomster. I ’Tropical Malady’ genopstår en ung mand som en tiger, i ’Syndromes and a Century’ udspiller flere af de samme situationer sig igen blot i andre omgivelser, i ’Memoria’ optræder to spøgelsespersoner med det samme navn.

Vi er langt fra science fiction og fantasy, men stadig tæt på ’Alice i eventyrland’

Der sker også genkommende hjemsøgelser fra film til film. En modulerende kontinuitet, der skaber en gradvis verdensopbygning gennem værket og væver de enkelte værker sammen til ét. Vi er ikke langt fra andre instruktører, der også arbejder med sådanne lidt anderledes verdener, såsom taiwanesiske Tsai Ming-Liang, franske Jacques Rivette, russiske Andrej Tarkovskij eller amerikanske David Lynch. Universer, der udstykkes mere og mere for hver film. Som Apichatpong har sagt i et interview, er det at skabe film menneskets måde at skabe alternative universer og andre liv på.

Alternativer til virkelighedens vold

Det er roligt og meditativt at opleve Apichatpongs film, men volden lurer ofte lige under overfladen. Den er aldrig grafisk eller konfronterende. I ’Blissfully Yours’ bliver en hovedkarakter dræbt off-screen. Kameraet er ladt tilbage med den dræbtes elsker, der venter i junglen, mens pistolskud høres langt borte.

’Cemetery of Splendour’ fra 2015 udspiller sig på en hospitalsstue, hvor det kun er soldater, der er indlagt. Filmen udkom blot et år efter det seneste statskup i Thailand. Sovende undergår soldaterne lysbehandling, da de er blevet ramt af en mystisk søvnsygdom. Apichatpong lod ikke filmen have premiere i Thailand, da han var bange for, at den ville blive censureret. Soldater, der ikke er i aktion, er et genkommende motiv i hans film.

Kortfilmene, der indgår i installationsværket ’Primitive’, foregår i landsbyen Nabua, hvis beboere blev systematisk kontrolleret, tortureret og dræbt af det thailandske militær i 1960’erne og 70’erne, da de blev anklaget for at være kommunister. Det endte med, at beboerne flygtede ind i den omkringliggende jungle.

Den systematiske vold i Thailand finder aldrig et direkte udtryk i hans film. I stedet viser han et alternativ til volden. Soldaterne sover, volden er ubemærket, verden er magisk og forbundet, genstandene er besjælede, grænserne er flydende. Den materielle verden er voldelig nok i forvejen.

Apichatpong er selv åbent homoseksuel. I 'Tropical Malady' skildres en fåmælt homoseksuel kærlighedsaffære, inden filmen forsvinder ind i junglen.

Selv om Apichatpongs film aldrig er entydigt systemkritiske, har han alligevel været i clinch med det thailandske censurnævn mere end én gang – blandt andet for en scene, hvor en buddhistisk munk spiller guitar. Hvis der er noget, man ikke må tale om i Thailand, er det monarkiet, nationen og sex – og religionen.

»Så hvad er der tilbage at tale om«, spørger han i et interview med Senses of Cinema. Spøgelserne, der hjemsøger hans film, er derfor ikke alene reinkarnationer og udtryk for filmkunstens særegne materialitet, men lige såvel et udtryk for den måde, hvorpå en nations kollektive traumer kan blive ved med at hjemsøge nutiden og forme fremtiden.

Nogle helt specielle, intime biografoplevelser er i vente

I disse dage vises næsten alle Apichatpongs spillefilm i Cinemateket, ’Memoria’ kører i udvalgte premierebiografer, og filmklubben Terrassen i København arrangerer gratis maratonvisninger af hans kortfilm. Det er oplagte muligheder for at se flere af hans værker i forlængelse af hinanden, men ydermere er det en unik chance for at se hans film i biografen. Nogle helt specielle, intime biografoplevelser er i vente.

Apichatpong Weerasethakuls film kan være de pusterum, vi har brug for i hverdagen. Her forstår vi ikke alt, der sker. I stedet bliver vi fortryllet af de mystiske objekters hemmeligheder – verden er (gen)fortryllet, tiden strækker sig ud, og verden unddrager sig virkeligheden i et par timer, for at vi kan se på den med et lidt anderledes blik, når vi engang har forladt biografsalens drømmeland.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce