Da han var barn, stod der et kirsebærtræ i haven. Det klatrede han meget i, og der var en særlig gren, han kunne ligge på. Højt oppe i træet. Fem meter over jorden, så højt op han kunne komme.
Der lå Alexander McKenzie i timevis og kiggede op i skyerne og på bladene.
Flere uger efter han har fortalt mig om det kirsebærtræ og den gren, dukker billedet fra hans barndom tit op i mit hoved.
Jeg ser det for mig. Jeg ser det ret nemt for mig.
