»Jeg har et billede af min mor, som min far har malet. I dag er det mit lille barnebarn, der kommer på besøg, peger op på billedet og siger: »Det er Lulu«. Før var det mine børn. De så også det billede, de oplevede også, at der er en forælder i mit liv, som de aldrig har mødt, men som hele tiden er præsent.
Så faktisk har min far gjort, at min mor altid har været i rummet. Selv om hun døde, da jeg var 8.
»Min mor valgte selv at forlade livet, og da hun døde, var hun bare væk. Det var så råt, det der: »Mor er væk, bum«. Så råt. Helt vildt.
Jeg følte slet ikke, at der var den nådegave, at min mor var til stede. Det havde måske været anderledes, hvis der havde været nogle voksne, der havde hjulpet mig med at lave den fortælling, men jeg tror, man var mere sandfærdig de år, end godt var.
