»Egentlig troede jeg, at jeg skulle læse litteraturvidenskab. Men efter gymnasiet var jeg på et skrivekursus, og det blev noget værre navlepilleri, syntes jeg, så jeg besluttede, at jeg hellere ville læse noget, der handlede om verden og om andre mennesker. Jeg vidste ikke helt, hvad antropologi var, men min moster er antropolog, og hun er meget klog, så der havnede jeg«.
»Det første lange stykke tid på studiet havde jeg en følelse af ikke at forstå, hvad der foregik. Man skulle vride hjernen, og så kunne man akkurat holde fast i den antropologiske måde at se tingene på. Det var en berusende følelse, helt magisk. Som at lære et helt nyt sprog. Jeg kan huske at have samtaler med medstuderende, hvor jeg kneb øjnene sammen og tænkte: ’Jeg forstår det næsten ... nej, nu forstår jeg det ikke længere’. Det var totalt herligt, også fordi jeg tror, vi var mange, der havde det sådan – uden at jeg skal trække mine kloge medstuderende med ned i sølet, haha«.
