»Egentlig troede jeg, at jeg skulle læse litteraturvidenskab. Men efter gymnasiet var jeg på et skrivekursus, og det blev noget værre navlepilleri, syntes jeg, så jeg besluttede, at jeg hellere ville læse noget, der handlede om verden og om andre mennesker. Jeg vidste ikke helt, hvad antropologi var, men min moster er antropolog, og hun er meget klog, så der havnede jeg«.
»Det første lange stykke tid på studiet havde jeg en følelse af ikke at forstå, hvad der foregik. Man skulle vride hjernen, og så kunne man akkurat holde fast i den antropologiske måde at se tingene på. Det var en berusende følelse, helt magisk. Som at lære et helt nyt sprog. Jeg kan huske at have samtaler med medstuderende, hvor jeg kneb øjnene sammen og tænkte: ’Jeg forstår det næsten ... nej, nu forstår jeg det ikke længere’. Det var totalt herligt, også fordi jeg tror, vi var mange, der havde det sådan – uden at jeg skal trække mine kloge medstuderende med ned i sølet, haha«.
»På første semester skulle vi læse en bog, hvor der på bagsiden stod, at den henvendte sig til »anyone interested in Yemeni social structure«. Jeg kan huske, at jeg fik et grineflip over, at den bagside pludselig passede på mig«.
»Antropologi ligger inde på det gamle kommunehospital med sådan nogle underlige søjler i flere af undervisningslokalerne, og det er let at se for sig de gamle hospitalssenge, der har stået derinde, og som er blevet trillet op og ned ad de brede gange. Psykologis fredagsbar lå i den gamle ligkælder og hed Dræberkaninen. Vores lå bare i det, vi kaldte Katedralen, som var i stueetagen«.
