Der findes en fortælling om Simon Spies som den excentriske rejsekonge, som sendte danskerne til solen i Syden og gjorde charter til en folkesport. Det er sådan, de fleste husker ham i aviser og i ugeblade fra dengang, og når historien om Spies siden er blevet gjort til teater, film og adskillige biografier. Med langt skæg, unge kvinder omkring sig, og hvor et klask i røven var mere show end overgreb.
Og så findes der den fortælling om Simon Spies, som en ny DR-dokumentar har sat fokus på: historien om en magtfuld direktør, der systematisk hyrede unge kvinder, som han betalte for sex, og som han fantaserede om at udøve vold imod.
I dokumentarserien ’Spies og morgenbolledamerne’ fortæller en kvinde, at hun var 14 år, da hun blev tilbudt 10.000 kroner for at have sex med Simon Spies, mens tidligere ansatte i Spies-koncernen siger, at det var alment kendt, at Simon Spies tilbød penge til kvinderne, hvis han måtte gøre skade på dem, som for eksempel brække en arm på dem.
Det er anklager og historier, der er svære at genkende i den måde, Simon Spies har været portrætteret på i kulturen gennem årene, hvor han er blevet kaldt alt fra »original« til »farverig«.
