Egentlig skulle hun have siddet ved den store væv ligesom de andre kvinder.
Alma var i starten af 1920’erne studerende ved den tyske kunstindustri- og håndværkerskole Bauhaus, der var berømt for at være progressiv og nytænkende. Skolen tiltrak studerende fra hele Tyskland og udlandet, der ville være en del af den moderne bevægelse inden for arkitektur, kunst, design og håndværk. Men grundtankerne om køn og kvinder var stadig konservative blandt skolens ledelse, der med slet skjult hån kaldte de kvindelige studerende for ’Bauhausmädels’, altså Bauhaustøser.
»Kvinder kan kun tænke todimensionelt, mens mænd kan tænke tredimensionelt«, skal arkitekten og skolelederen Walter Gropius have sagt, og mange af de kvindelige studerende blev gennet over i tekstilværkstedet, hvor de skabte banebrydende tekstilkunst og blev ’forskånet’ for strabadserne i træ- og murerværkstedet.
Men Alma Siedhoff-Buscher var en af de få kvindelige Bauhaus-studerende, der formåede at styre uden om væven. Hun kom til at skabe noget helt andet end tekstiler.
