Der er et videoklip fra protesterne i Iran, jeg ikke kan glemme. En ung kvinde danser, let på tå, hen mod et bål tændt på gaden. Hun kaster sit tørklæde ind i flammerne, hvorefter hun danser derfra, hvirvlende frit rundt. Det er det modigste billede, jeg har set i nyere tid, og et billede, der efterlader mig fuld af beundring og samtidig skrækslagen på hendes vegne.
Overskuddet, modet, tilsidesættelsen af sikkerhed. Ønsket om at kunne danse, ånde, simpelthen at have retten til en krop i det offentlige rum. Retten til at være kvinde, retten til at være i live og retten til frihed, som det lyder i det gennemgående kampråb, ’kvinde, liv, frihed’, der har lydt i protester siden Mahsa Aminis begravelse.
Det er nu en måned siden, Mahsa Amini døde. Hun blev anholdt af moralpolitiet i Teheran, der mente, hun havde båret sit hovedtørklæde for løst. Regimet benægter, men hele verden ved, hun blev tæsket og døde som resultat af at blive fanget i præsteskabets edderkoppespind.
Videoen af den unge, dansende kvinde er blot en af mange, der siden Mahsa Aminis død har fundet vej til sociale medier. På trods af at styret i Iran har lukket ned for adgang til internettet og dræber og tæver de unge og anholder journalister og kunstnerne. Som musikeren Shervin Hajipour, der skrev sangen ’Baraye’, hvis tekst er bygget over tweets med begrundelser for protesterne: »Fordi kvinder«, »fordi livet« »fordi frihed«, »fordi: at danse i gaden«.
