På forreste række i kapellet i kirken i Nyborg sad Signe Svendsen, hendes mor og hendes oldemor. Ingen af de tre kvinder lagde mærke til, at der var andre i rummet. De var vant til at være de tre. Det meste af sit voksne liv havde mormoren, der nu lå i kisten i kapellet, været mere perifer, fordi hun ofte var indlagt på psykiatrisk hospital.
Nu var hun død. Før sin egen mor. Da Signe Svendsen, hendes oldemor og hendes mor var gået ud af kapellet, stod de stille et øjeblik.
»Vi skulle på Danehofkroen for at drikke kaffe, bare os tre, men da vi så vender os om, står der en hel horde af mennesker, som har kendt min mormor, og som vi fuldstændig glemmer at hilse på. Vi tre havde det, som om der kun var os i verden. Det var utrolig småt, tæt og simpelt«, husker Signe Svendsen.
På sit nye – og femte – album, ’Hvem vil ikke elskes’, har Signe Svendsen ladet sig inspirere af både sin oldemors historie, sin mors og af sin egen ungdom i Nyborg. En del af numrene har den 48-årige sanger, sangskriver og musiker skrevet i en periode på et halvt år, hvor hun for første gang i sit voksne liv opholdt sig sammen med sin mor i Nyborg i flere dage, enkelte gange endda hele uger, ad gangen. Fordi hendes mor var igennem en hård skilsmisse og havde det svært.
