»Flere gange har jeg grædt efter sex. For det var jo ikke meningen, at jeg skulle kunne lide det. Men det kunne jeg så«

Natasha Brock er dirrende nervøs, inden hun træder ind i kirken den dag.

Ikke på grund af stedet. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, også kendt som mormonkirken, kommer hun flere gange om ugen til nadver, søndagsskole og ungdomsaktiviteter. Her bruger hun tid med Gud og de andre medlemmer, som hun kalder for sine brødre og søstre.

Det er dagen, der gør hende nervøs. Den er altafgørende. Den 16-årige Natasha Brock er kommet for at få at vide, hvordan resten af hendes liv vil se ud. Hvis hun opfører sig som en god mormon, vel at mærke.

Forudsigelsen kaldes i mormonkirken for en patriarkalsk velsignelse. Den gives af mandlige medlemmer, der er blevet særligt udvalgt til opgaven, såkaldte ordinerede patriarker. Budskabet i velsignelsen skal tolkes som et budskab fra Gud til den velsignede.

»Det var en kæmpestor ting«, fortæller Natasha Brock, som i dag er 33 år gammel.

»Mange unge ventede endda med at få deres velsignelse, til de følte sig helt klar. Man vidste jo aldrig, hvad man ville få at vide. Det kunne være så definerende for éns liv«.

Hun husker, at kun én tanke går igennem hende, da den ordinerede patriark lægger hænderne på hendes hoved:

Please, sig, at jeg bliver gift.

Imens begynder prædikanten at fortælle. Natasha Brock får at vide, at hun er noget særligt. At hun bør søge så meget kundskab som muligt og undervise andre. Og ... at hun vil blive gift og opbygge en hel slægt med sin kommende mand.

Velkommen til Natashaland

Meget er sket, fra den dag Natasha Brock yderst lettet modtager sin velsignelse, til hun 17 år senere står på scenen på Bremen Teater lørdag 3. december 2022 og optræder med sit tredje soloshow, ’Ha’ det godt i Natashaland’.

Hun er iført lyserødt glimmersæt, pink læderkjole, hvide Buffalo-sko og føler sig godt tilpas, som hun næsten altid gør på en scene. Showet har hun optrådt med mange gange før, så hun bekymrer sig ikke om at glemme noget. I stedet nyder hun nu at udleve den karrieredrøm, det for mange komikere er at kunne booke netop Bremen Teater i eget navn.

En af hendes jokes handler om at være i et parforhold med et bedre menneske end sig selv. Som det blev forudset i Natasha Brocks velsignelse, er hun i dag gift. Hun har også beskæftiget sig med undervisning gennem fire år på lærerseminariet og et år som arbejdende lærer.

Men derudover er ikke meget gået, som Natasha Brock havde regnet med som 16-årig. Børneflokken er udeblevet. De seneste 8 år har hun ikke undervist, men levet af at være komiker.

I dag er Natasha Brock heller ikke længere medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Sådan har det været i omkring 13 år, selv om det er svært helt at sætte dato på.

Bruddet med kirken var nemlig en længere proces. Den begyndte så småt, da Natasha Brock som teenager og først i 20’erne begyndte at gøre sig erfaringer med ting, der ikke var tilladt i kirken. Bare skuldre. Sex. Og en tår øl på Crazy Daisy i Lyngby.

Hun stoppede også med at komme til gudstjenesterne, men vendte tilbage flere gange. Både troen og fællesskabet trak. Mest af alt skræmte det Natasha Brock fra vid og sans, at hun skulle ’finde en ny personlighed’, hvis hun endegyldigt brød med sin religion.

For hvordan finder man egentlig ud af, hvem man er, når man i 20 år har haft Gud til at definere det for sig?

Ekstrovert barn, genert voksen

Natasha Brock og jeg mødes første gang en eftermiddag i december på Comedy Zoo i Indre By. Om aftenen afholdes her standupshows, om dagen har stedet mest af alt stemning af en fritidsklub eller kontorfællesskab for komikere og andre kreative, der arbejder, hænger ud og drikker sodavand i den notorisk mørke café.

Natasha Brock kommer her flere gange om ugen med ovennævnte formål eller for at optage tegneseriepodcasten ’Bibbidi Bobbidi Podcast’, som hun laver sammen med kollegaen og vennen Mads Holm.

»Det er mit stamsted og mit frirum«, forklarer hun.

Over tre interviews den følgende måned skal vi snakke om den jagt, komikeren har været på, siden hun forlod mormonkirken. Efter en ny identitet og ro i sindet.

Der er en vis afslappethed over den 33-årige udgave af Natasha Brock. Hun er imødekommende og holder øjenkontakt med et mildt blik, men siger ikke så meget, når jeg ikke stiller hende spørgsmål. Og det lader ikke, som om den momentvise stilhed generer hende. Hun udfylder den i hvert fald ikke med anekdoter eller smalltalk.

Sådan havde det ikke været, hvis jeg havde mødt hende, før hun forlod kirken, fortæller hun mig.

»Jeg var meget udadvendt og happy-go-lucky-agtig som barn. Jeg er jo vokset op med at få at vide, at jeg er noget ganske særligt. Det ved jeg godt, at mange er. Men jeg er vokset op med at få det at vide af Gud. Og det gør det bare lidt bedre ...«, siger Natasha Brock og griner.

»Det er helt flovt at tænke på, men jeg havde ondt af andre mennesker uden for kirken, fordi jeg tænkte, at min tro per definition gjorde mig til et bedre menneske end dem. Jeg troede, at det var næstekærlighed, men det er vist ikke helt sådan, den slags hænger sammen«.

Ud over en umiddelbar selvtillid skabte visheden om at være udvalgt også en bekymring i Natasha Brocks barne- og ungdomssind. Hun var bange for ikke opføre sig godt nok til at kunne kalde sig en værdig mormon.

»Udadvendtheden var jo meget en facade. Jeg vidste 100 procent, hvordan jeg skulle være, men samtidig følte jeg mig helt alene indeni. I dag elsker jeg at være alene, fordi jeg tør være her med alt det, der foregår i mit hoved«, fortæller hun.

På den måde er det ikke en total fejltolkning at se Natasha Brocks mindre fremturende væsen som en form for indre ro. Og så alligevel. For det handler faktisk også lidt om at skjule sig selv, forklarer hun.

»Da jeg trådte ud af kirken, fik jeg en trang til ikke at fylde for meget i et rum. Jeg var simpelthen bange for, at andre ville opdage, at jeg ikke anede, hvem jeg var. Jeg er stadig virkelig genert, når jeg møder nye mennesker. Jeg tænker altid enormt meget på, hvilke samtaleemner man kan tage op. Altså kan man for eksempel snakke om ost med alle, man møder?«.

Daglige bønner og velsignet mad

»Det hele«, lyder svaret prompte, men udramatisk, da jeg spørger Natasha Brock, hvor meget religionen fyldte i hendes barn- og ungdom.

»Jeg vågnede og bad en bøn som det første. Så bad jeg igen, inden jeg skulle sove. Og inden hvert måltid blev maden velsignet«, forklarer komikeren.

Der var også regler for påklædning, fortsætter hun. I kirken skulle piger have kjole på. Skuldre og knæ skulle tildækkes, ellers blev man bedt om at gå hjem og skifte tøj. Og så gjaldt det ellers om at være rar og omgængelig.

»Det er jo nemt på den måde, at man ikke skal tage stilling til noget som helst. Alt, du skal koncentrere dig om, er at gøre, som du får besked på«, siger Natasha Brock og påpeger, at der også var gode ting forbundet med, at kirkens tilstedeværelse i hendes barndom var så altomsluttende.

»Vi fik jo et enormt tæt og godt fællesskab med alle de andre medlemmer, fordi vi brugte så meget tid sammen med dem. Der var altid gæster i vores hus, man kunne hygge sig med«, forklarer hun.

Det er også vigtigt for hende at nævne, at hendes barndomshjem i Hellerup var et rigtig rart sted at være. Her voksede hun op som den yngste af tre søstre i et hus, hvor også Natasha Brocks forældre og to af bedsteforældrene boede.

»Der var enormt meget tryghed og kærlighed«, fortæller hun.

Har du nogensinde bebrejdet dine forældre, at du voksede op som mormon?

»Det gjorde jeg lidt, da jeg lige var trådt ud af det. Jeg ved også, at de begge har haft rigtig dårlig samvittighed over det. Men de troede jo selv på det. De gjorde det, som de troede var det mest rigtige for os. Og det kan jeg ikke bebrejde dem«.

»Jeg er lige blevet single«

Natasha Brocks far gik meget op i at udvikle sin yngste datters fantasi. Han opfordrede hende til at læse, skrive og optræde. Særligt det sidste fangede Natasha Brock, der gerne brugte timer på at øve forskellige shows i kælderen, som hun derefter optrådte med foran forældre, bedsteforældre og søstre.

Som barn var drømmen at blive skuespiller, men da det kom til stykket, turde hun alligevel ikke at søge ind på skuespillerskolen. I stedet fulgte hun opfordringen fra sin velsignelse og begyndte på lærerseminariet.

Her så hun for første gang standup live, da komikeren Torben Chris optrådte til en fredagsbar.

»I min familie har vi altid set standup, men det har aldrig været noget, jeg tænkte, jeg skulle. Det ændrede sig, da jeg så det live første gang«, fortæller hun.

Lige dele nervøs og beruset gik en ung Natasha Brock således op til Torben Chris efter showet og spurgte, om han kunne hjælpe hende med at komme i gang. Chris kiggede i sin kalender og tilbød en 5-minutters optræden på Comedy Zoo to uger senere.

»Så var jeg sådan: Okaaaaay«, siger Natasha Brock med en meget lys stemme og parodierer sit tidligere jeg.

På YouTube kan man stadig finde videoen, hvor en kortklippet Natasha Brock for første gang står på Comedy Zoos scene uden at virke synderligt nervøs.

»Jeg er lige blevet single«, lyder de første ord, som var det en karikatur af en ung standupkomikers første show.

Efter en kort intro til singlelivets mere eller mindre charmerende oplevelser fortsætter debutanten med at fortælle om det, der senere bliver hendes absolutte go to-emne: Hendes filippinske mor, der stadig holder hende for øjnene, når der kysses på film, og ikke mestrer udtaleforskellen mellem ’deller’ og ’diller’.

Publikum griner så højt, at det kan være svært at høre slutningen af visse jokes. Måske fordi størstedelen af publikum var Natasha Brocks egne venner, fortæller hun.

»Så kunne det ligesom kun gå fint«, som hun siger.

Natasha Brocks første møde med comedy var så vellykket, at hun derfra var sikker på, at hun gerne ville gøre det igen. Og igen. På scenen følte hun sig tilpas, selvsikker og på ingen måder genert. Hun fik et kick, hver gang det lykkedes at få andre mennesker til at grine.

Klædt ud som Mao

De næste år af Natasha Brocks liv fortsatte hun på lærerstudiet, mens hun brugte mest mulig fritid på standup. Efter et år som færdiguddannet lærer blev hun udvalgt som et af de nye talenter, der skulle optræde ved årets Zulu Comedy Galla. Samtidig besluttede hun sig for at satse fuldtids på drømmen om at blive komiker. Også selv om det indebar en hel masse jobs, hun måske aldrig havde forestillet sig at sige ja til.

Det mærkeligste prøvede Natasha Brock, da hun skulle være vært ved en kollegiefest, der havde kinesisk nytår som tema. Til et formøde med arrangørerne fik komikeren forklaret, at hun blandt andet skulle byde gæsterne velkommen klædt ud som Formand Mao.

»Jeg spurgte jokende, om de kun havde valgt mig på grund af mit asiatiske udseende. »Ja, ja, selvfølgelig«, lød svaret. De bad mig også om at sige, at forretten snart ville blive gjort klar, hvorefter nogen skulle bære en hund ud i køkkenet«.

Gjorde du så det?

»Ja, jeg gjorde! Og jeg havde en uniform på. Det endte med, at jeg var der i var fire timer og fik 1.500 kroner for det. Det er der, hvor man tænker: Jeg har fuldstændig solgt min sjæl«.

Efter kollegiejobbet besluttede Natasha Brock sig for, at hun var nødt til sætte grænser for, hvad hun sagde ja til. Samtidig begyndte hun at tænke over, hvor meget mere sjov hun kunne lave med sin mors filippinske baggrund.

»Når man laver en joke, kan man godt høre, hvilke slags grin det udløser. De her var blevet ret ubehagelige. Folk kom forbi mig efter en optræden og sagde alt muligt skrald om asiater. Det var, som om jeg bekræftede og legitimerede en masse fordomme ved at stå og snakke om min mor. Og det var slet ikke pointen«.

Lige så stille fjernede Natasha Brock derfor morvitserne fra sine shows. I stedet begyndte hun at snakke om de emner, hun selv gerne ville høre komik om. Det gjaldt blandt andet menstruation, sex, onani, dating og parforhold.

»Pludselig blev det mere på mine præmisser. Det gav en helt anden stemning i rummet. Jeg kunne mærke, at materialet både provokerede og måske var øjenåbnende for nogen. Og det kunne jeg faktisk rigtig godt lide. Det fedeste er, når standup kan skubbe til ting eller lære os noget«, siger Natasha Brock.

Et gennemplettet stykke stof

Det kræver ikke en doktorgrad at gætte sig til, hvorfor Natasha Brock gerne ville lave standup om emner som kvindekroppen, dating og seksualitet. Det er alt sammen temaer, der fylder i en ung kvindes liv. Måske særligt hvis man er vokset op med, at køn og samliv ikke er noget, man bør interessere sig synderligt for eller snakke med andre om.

»I kirken fik jeg at vide, at jo mere forkert man gør, jo dårligere et menneske er man. Hver gang jeg syndede, røg der en lille flig af min godhed af. Jeg kan huske, vi som unge fik at vide, at vi skulle tænke på det som et hvidt stykke stof, der blev dryppet blæk på, hver gang man syndede. Stoffet kunne godt vaskes, men pletterne forsvandt aldrig helt«, siger Natasha Brock.

»Da jeg begyndte at drikke alkohol og have sex, var det derfor forbundet med enormt dårlig samvittighed. Jeg oplevede, at jeg blev mere og mere plettet. Flere gange har jeg grædt efter sex. For det var jo ikke meningen, at jeg skulle kunne lide det. Men det kunne jeg så«.

Når Natasha Brock for eksempel laver standup om, hvilke remedier hun har brugt til at onanere med, handler det derfor ikke kun om at skubbe til publikum, men også om at stå ved sig selv.

»Når jeg siger noget højt på scenen, opdager jeg, at det slet ikke er så slemt. Jo mere ejerskab, jeg tager over de sider af mig selv, jo mindre dårlig samvittighed føler jeg«.

Måske derfor mærker Natasha Brock sjældnere skammen. Men den kan stadig komme snigende, som det skete, da hun deltog i ’Vild med dans’ i efteråret og pludselig blev enormt flov over at optræde i korte kjoler og danse tæt med en mand, hun ikke er gift med.

»Det var virkelig overraskende for mig, for jeg har jo også været i byen, hvor jeg har danset. Men det ramte mig pludselig, at det netop ikke var i nattens mulm og mørke. Det var noget, vi havde øvet os på, og som hele Danmark skulle se«.

Kvindekomik

Et par gange gennem vores møder bryder Natasha Brock med det rolige, lidt generte indtryk, jeg fik af hende under vores første interview. Det sker blandt andet, da vi mødes anden gang på en café i Indre By.

Vi snakker om at være kvinde i en branche, der i mange år har været berygtet for at være stærkt mandsdomineret. Da jeg lytter mit bånd igennem, kan jeg høre, at måden, Natasha Brock taler på, ændrer sig. Tempoet bliver hurtigere, stemmen er mindre sød.

»Har du set der, hvor Casper Christensen får Helle Thorning på besøg«, spørger hun og refererer til tv-programmet ’All Exclusive’, hvor Christensen bruger et døgn med en række kendte danskere, der besøger ham på skift i en luksusvilla i Portugal.

I afsnittet med Helle Thorning-Schmidt falder samtalen på kønsfordelingen i standupbranchen i 1990’erne.

»Kvinde-mand-fordelingen var jo fuldstændig underordnet. Det var fuldstændig ligegyldigt, om du var mand eller kvinde. Hvis de griner, så griner de«, siger Christensen, mens den tidligere statsminister kigger skeptisk på ham.

»Men jeg tror, der er rigtig mange kvinder, der har følt, at det at være kvinde faktisk gjorde det vanskeligere for dem at komme ind«, svarer hun.

»Er du sikker på, at det er, fordi de er kvinder, at det har været svært«, spørger Casper Christensen.

Det er Helle Thorning-Schmidt. Og Natasha Brock. Egentlig føler hun, at hun har været heldig at komme ind i standupbranchen på et tidspunkt, hvor den var i stor udvikling. At hun står på skuldrene af andre kvinder, som har oplevet den værste forskelsbehandling. Og at der i branchen i dag gøres meget for, at alle føler sig velkomne.

Men det ville være løgn at sige, at Natasha Brock ikke har mærket diskrimination på baggrund af sit køn, fortæller hun.

»Da jeg startede, optrådte to kvinder som regel ikke lige efter hinanden til en open mic-aften, fordi man var bekymret for, at vi ville snakke om det samme. Også selv om der lige havde været fire dudes efter hinanden, der alle sammen snakkede om noget med at score«.

Natasha Brock er også stoppet med at tælle antallet af gange, hun har fået at vide, at hun er sjov af en kvinde at være.

»Jeg kan godt bilde mig selv ind, at publikum griner uanset hvad, hvis bare jeg er sjov nok. Men jeg har samtidig mærket på egen krop, at der kan være en modstand omkring, at man som kvinde tror, man er sjov«, forklarer hun.

Flere gange har hun hørt sit arbejde omtalt som henvendt til yngre kvinder. Den målgruppeinddeling arbejder hun slet ikke selv efter. Den provokerer hende.

»Jeg oplever, at der kommer en del mænd til mine shows – og griner«, siger Natasha Brock.

Giver det ikke mening, hvis et show om menstruation eksempelvis tiltrækker flere kvinder end mænd?

»Det er bare virkelig synd, hvis vi accepterer, at mænd kun kan grine ad ting, de selv har prøvet. Hvis det er sådan, må de lære at relatere ud over egen næsetip. Det har vi andre jo gjort. Jeg kan sagtens grine ad en stiv pik, selv om jeg aldrig har haft en«, siger Natasha Brock.

En mild rebel

Tredje og sidste gang, vi mødes, er det igen på Comedy Zoo.

Tilbage står det store spørgsmål: Har Natasha Brock fundet den nye personlighed, hun satte jagten ind på, da hun meldte sig ud af mormonkirken?

Svaret er enkelt. Det har hun ikke.

»Det er for mig stadig den største forskel på at være i og uden for kirken. Men jeg er ikke længere bange for ikke at have trygheden, som det giver at have en klar idé om, hvem man er, og hvilke regler man lever efter. I dag nyder jeg bare friheden i ikke at have defineret mig selv. Det giver mig så meget rum til at udvikle mig og være nysgerrig«, forklarer Natasha Brock.

Som hun siger, er hun »en meget mild rebel«.

Hendes grænsesætning ses ikke gennem tydelige konfrontationer, nærmere i usagte markeringer, som der ikke altid er andre end hende selv, der lægger mærke til.

Som da hun på et tidspunkt besluttede sig for at droppe det androgyne look, hun hidtil havde haft på scenen, for så vidt muligt at undgå opmærksomhed på sit køn. I stedet begyndte hun at gå i det farverige tøj, hun altid har følt sig bedst tilpas i, og gå all in på makeup, håropsætninger og neglelak.

»Det kan lyde som en lille ting, men det var at insistere på, at jeg skulle turde være mig. Hele mit liv havde jeg klædt mig efter, hvordan jeg tænkte, andre mente, jeg burde se ud. Om det så var dem i kirken eller til et standupshow«, siger Natasha Brock.

Inden vi skilles, har vi en praktisk snak om de billeder, der skal tages samme sted dagen efter. Natasha Brock giver indtryk af måske ligefrem at glæde sig lidt til mødet med kameraet, selv om vi joker med, hvad man tager på til sådan en fotografering.

»Ja, det er helt fint. Det finder vi bare ud af«, svarer hun afslappet på det, jeg orienterer eller spørger hende om.

Dagen efter kan jeg på Natasha Brocks Instagram-profil se, at hun i et anfald af mild panik vælger at klippe sit eget hår, to timer før hun skal mødes med fotografen. På den sidste af de korte videoer ser man hende puste lettet ud med lige hår.