Jeg vågner på mit hotelværelse i Doha, og telefonen er rødglødende. Det hele er eksploderet på grund af episoden dagen før, hvor en gruppe sikkerhedsvagter truede med at smadre vores kamera, da vi filmede i en rundkørsel.
Show it, don’t tell it, har jeg lært på journalisthøjskolen, så da jeg fornemmede, at sikkerhedsvagterne var på vej mod os i en golfvogn, pegede vi kameraet mod dem. Den ene af vagterne iført hvid kjortel tog hånden op foran kameralisen, men det ville min seje fotograf Anders Bach, som jeg har rejst med siden 2007, ikke finde sig i, så han forsøgte at vriste det til sig, mens kameraet drejede 360 grader rundt.
I en sådan situation vurderer jeg altid, hvad det værst tænkelige scenarie er. Det værste, der kunne ske, var, at de smed mig i spjældet et par timer, og det skulle jeg nok klare. Det har jeg prøvet før. Men så galt gik det ikke.
En af vagterne var meget imødekommende og bød os på granatæblejuice, og senere fik vi også en undskyldning fra Qatars myndigheder.
