John Neumeier, en af de allerhyppigst opførte balletskabere i Europa, er blevet smidt ud fra Den Kongelige Ballet i København på grund af samarbejdsvanskeligheder, som Politiken kunne fortælle lørdag.
Siden det skete for snart to uger siden, har Neumeier ikke ønsket at tale om sagen, før han nu giver interview til Politiken over telefonen.
Det var en tale, han holdt til danserne ved Den Kongelige Ballet inden premieren på ’En skærsommernatsdrøm’, der førte til, at Neumeier blev vist vintervejen.
»Jeg er meget, meget trist til mode«, siger han flere gange i telefonen.
