Når jeg skal give en gave, spekulerer jeg meget på, om det er en god nok gave, jeg giver. Om jeg med den har opfyldt min opgave med at give en gave. Om den lander godt hos modtageren. Det er både, når jeg skal vælge og aflevere en gave. Jeg bliver nærmest ængstelig.
Det er en meget stærk pleasertendens, som jeg ser hos mig selv og også hos andre. Det er et karaktertræk ved mig selv, jeg ikke bryder mig om. Det er en følelse af utilstrækkelighed. Eller en følelse af at blive valgt fra eller en frygt for at blive forladt.
Selv når jeg giver gaver til min søn, kan jeg mærke det. Jeg er mor til en dreng på syv år, der går så meget op i julen, som man gør, når man er i den alder. Jeg leger nisse og lægger en lille gave hver morgen. Nogle gange er det ikke lige det, han havde ønsket sig. Så lever det, jeg giver, ikke op til det, han forventer, og det synes jeg er svært at rumme. Der er en lille del af mig, som ikke kan lade være med at tage det som en afvisning.
Jeg oplever det også, når jeg får en gave. Så er det, som om jeg kan se mig selv udefra. Så skal jeg vise, at jeg er taknemmelig, så den, der giver gaven, føler, at de gjorde det godt nok. Der er meget langt ned til de lag inde i mig, hvor den umiddelbare følelse af, hvad jeg synes om gaven, befinder sig.
