Når jeg ser farverne og livet, der udspiller sig over tid i Charlotte Salomons ’giganttegneserie’ ’Livet? Eller teater?’, er det som at kigge om bag et forhæng. Her omme bagved er historien om en ung jødisk pige i 1920’ernes og 1930’ernes Berlin stadig lyslevende. Her føler jeg, at jeg ser en vigtig forløber for nutidens berømte graphic novels om den tyske tragedie, Art Spiegelmans ’Maus’ og Nora Krugs ’Heimat’.
En gang imellem sker det, at en for længst afdød kunstner begynder at tale til mig. Pludselig dukker han eller hun op allevegne. Selvfølgelig er der helt overvejende en såre naturlig forklaring på den slags ’kulturspiritisme’. Man er stødt på navnet, og nu bider man mærke i det, hvor man ellers før ville have overset det i myriaden af navne.
Men det kan også føles, som om der vitterlig er noget andet på spil. Noget hvisketiske mellem livets linjer. Sådan har jeg det med Charlotte Salomon, der blev udraderet i 1943, men lige nu er en særdeles levende tilstedeværelse i min forestillingsverden.
I 2022 stødte jeg på hendes værk på en udstilling i Norge og så et portræt af hende i et svensk tv-program om oversete kvindelige kunstnere. Senest har jeg læst en besættende analyse af hendes liv og værk i Maria Stepanovas helt formidable ’Til minde om erindringen’.
