På Sloane Street ligger de smalle byhuse side om side. Røde og brune murstenshuse med masser af ornamenter, sprossede vinduer og sirligt svungne støbejernsgitre. Ærkebritisk. Men i nummer 55 sker der noget helt andet. Noget gråt og køligt. Her ligger den danske ambassade og skiller sig ud med sin sokkel af beton og sin facade i aluminium og farvet glas.
Det er en umiskendeligt modernistisk bygning i historiske omgivelser, og det er ikke for meget at sige, at den vækker opsigt. Det har den gjort siden sin færdiggørelse i 1977. Den engelske arkitekt Allan Tye skrev i 1978 i en anmeldelse i Architectural Review, at det er »en meget mærkelig bygning efter engelske standarder ved at være helt igennem dansk i sit hovedgreb og sine detaljer«.
Jeg stopper 10 tilfældige londonere, der går forbi ambassaden, og hører, hvad de synes. Flertallet bruger grimmere ord end ’mærkelig’.
»Den ligner en KGB-bygning. Den minder mig om en kampvogn. Jeg kan egentlig godt lide vinduerne, men den har en meget deprimerende farve«, siger en kvinde i 30’erne.
