Ude på landet går Alex Ahrendtsen rundt i en kæmpestor lade. Den er nærmest labyrintisk og fyldt med ragelse fra gulv til loft.
Det er en sommerdag, solen står ind ad vinduerne, og støvet danser mellem marskandiservarerne. I en af gangene kommer han forbi en ramponeret guitar, der kun har fire strenge tilbage. Han standser op, overvejer og ender med at købe den for 50 kroner. Da han kommer hjem, gør han guitaren ren og sætter nye strenge på.
Og så begynder han at spille.
»Det lyder fantastisk«, næsten hvisker han.
