En halskæde formet som to hjertehalvdele, man kunne knække midtover, bredte sig i skolegården som en ny invasiv art i 1990’erne. Pigerne i min skolegård gik rundt med rank ryg med hver sin hjertehalvdel og tilhørte hinanden.
Men der opstod diplomatiske kriser, jalousi og venne-skilsmisser i spisefrikvarteret. Jeg har selv været modtager af en aflagt hjertehalvdel fra et forlist hjertevenindeforhold. For vi, der stod uden for dette venneægteskab, tog med stor lettelse og glæde imod resterne for at undgå at blive set som spisefrikvarterets pebermø.
Min egen følelse af at være reserve-hjerteveninde og følelsen af ikke at mestre venskabstosomhed har varet ved siden.
Jeg har svævet rundt som en venskabelig løsgænger, erklæret mig venne-promiskuøs, og jeg har talt mig selv ud af venskaber af frygt for ikke at slå til, ikke at kunne være tæt nok og lære pinkoden til en andens hjerte udenad.
