»Det er jo følelsen af at have mistet alle fra sin egen generation«

»Der findes ingen bøsser på min alder!«.

Morten Kirkskov er en halv etage foran mig på vej op gennem portrætgalleriet på den trappe, der fører op gennem Skuespilhuset i København.

Han siger det højt, deklamatorisk, fordi jeg selv lige har sagt replikken, men forkert. Vi har netop forladt en prøve på ’Arven’, det ambitiøse maratonstykke, som Kirkskov medvirker i, og som Skuespilhuset, som han er chef for, lige har haft premiere på.

Jeg kigger op i trappeskakten efter Kirkskov. Ordene, han siger, er nogen, han siger i stykket, hvor han spiller den aldrende rigmand Henry. Morten Kirkskov er fyldt 60 år her i slutningen af marts, og vel findes der bøsser på hans alder. Jeg er en af dem, og vi mødes i dag for at diskutere præcis det, Matthew Lopez’ amerikanske stykke ’Arven’ handler om: Homoliv i 80’erne, 90’erne og frem.

Forestillingens instruktør, Thomas Bendixen, er lige den lille håndfuld år yngre, men who’s counting på den anden side af 55, ikke sandt?

De andre homoer i forestillingen er unge mænd. Flere af dem er faktisk homoer også privat, og i forbindelse med ’Arven’ er det ikke så grænseoverskridende at oute dem, for det er faktisk et tema, som Morten Kirkskov og jeg vender tilbage til hen over det par gange, vi når at ses.

Hvad vil han sige med den replik?, spørger jeg op ad trappen mod Kirkskov.

Hvad betyder det?

»Det er jo følelsen af at have mistet alle fra sin egen generation«.

Morten Kirkskov er stoppet halvt op.

At de er uddøde?

»Ja, at de forsvandt, da man skulle til at begynde en historie sammen«.

Som et tidshul

Jeg har indhentet Morten Kirkskov, da vi står i køkkenet ud for skuespilchefens kontor og laver kaffe. Jeg fortæller ham, hvor mærkeligt det har været at overvære prøverne på ’Arven’, fordi det slet ikke føltes som teater. Jeg sad på min stol, og de nærmeste af skuespillerne prøvede mindre end to meter fra, hvor jeg sad.

Det føles som at falde ned i et tidshul.

»Du er jo præcis en af de ældre, vi to er jo nærmest jævnaldrende«.

Jeg har slet ikke nogen distance til det.

»Jeg troede, jeg havde en distance til det, men det har jeg opdaget, at jeg slet ikke har, og det kommer virkelig bag på mig«.

Det behøver næsten ikke engang være godt for at virke.

»Jeg forstår, hvad du mener«.

Han griner.

’Arven’ er fra 2018, skrevet i præsident Trumps Amerika. Stykket foregår i New York og er historien om en generation af homoseksuelle, der voksede op i skyggen af aids og hiv. Dem, der ikke dør, lever videre, og for de helt unge er det en historie i lighed med den anden puniske krig.

»Hvad er T-celler overhovedet«, spørger en ung mand i stykket inden for rammerne af et nutidigt New York. Henry, Kirkskovs rolle, en ultrarig forretningsmand, er ham, der ved det hele. Fordi han var der.

Foto: Finn Frandsen

I Kirkskovs, Thomas Bendixens og min tid var T-cellerne – de hvide blodlegemer, der faciliterede aids-virussets adgang til at nedbryde immunsystemet indefra – de store skurke, og man udvekslede nervøst niveauet af ens og ens kæres T-celler i homokredse, længe inden aids bredte sig blandt heteroer, og den amerikanske offentlighed derfor alt, alt for sent begyndte at tage sygdommen alvorligt.

Onkel var nr. 17, der døde

»I min alder findes der ingen bøsser!«. Hvad er baggrunden for, at han siger det?

»Det står med versaler i manuskriptet som det eneste i Henrys rolle. Han er jo ellers så kontrolleret. »DER FINDES INGEN BØSSER PÅ MIN ALDER!!!«. Tre udråbstegn. Det er en slip of mind eller heart fra Henry efter alt, hvad han og hans partner har oplevet ... Oppe ved det hus, hvor han og hans kæreste Walter har boet sammen, ligger der 200 aidssyge mænd begravet, det er det, det egentlig handler om«.

»Huset har bare stået der, fordi Henry har nægtet at have med det at gøre. Walter indrettede det til hospice, og sådan et havde det offentlige ikke, fordi ingen ville have med det at gøre. Og det ville Henry heller ikke. Han lod, som om det ikke fandtes. Walters og Henrys sexliv holdt op, da Walter begyndte at tage sig af de syge, men de blev sammen – i 36 år, inden Walter døde af kræft«.

I begyndelsen af 80’erne begyndte homoseksuelle mænd at blive syge. Først i USA. Man vidste ikke, hvad man ledte efter, havde ikke lokaliseret virus.

»Der skete bare det her, at bøsser ... man afleverede lorteprøver og urinprøver og spytprøver og blodprøver, og de kiggede én alle mulige steder, og de vidste ikke, hvad de ledte efter. Så fandt de en virus et par år senere«.

»Min onkel, min farbror, døde som en af de første af aids i Danmark i 1984, han var nr. 17, der døde«.

De to første danskere, der døde et par år tidligere, havde været i New York »og havde knaldet rundt«, som Kirkskov siger. Dét New York er stykkets New York, en dampkedel af natklubber med darkrooms, saunaer, tidens eufemisme for et sted, man kunne have anonym sex.

»Jeg kan huske den der gruppe af dansere omkring bl.a. Thomas Bendixen og Mads Mikkelsen, der dansede moderne dans og cirkusrevy. Mange blev smittet, og nogle døde, bam. Man døde i løbet af et halvt år på det tidspunkt. Nogle få af dem, der blev smittet, lever jo gudskelov endnu, men har været igennem alverdens pinsler«.

»Jeg havde det ligesom Henry, jeg ville ikke have noget med det at gøre. Jeg brugte kondom, men holdt mig egentlig fra at knalde for meget rundt. Jeg havde et vanvittig kedeligt, nærmest ikke eksisterende sexliv i de år. Jeg fortrængte lidt, at sygdommen fandtes. Min onkel døde, jeg var 21, og jeg forbandt ikke hans død med noget, der kunne ramme mig. Det var ren fortrængning«.

En stigmatiseret tid

Morten Kirkskov kom til København lige fra Sønder Omme, en lille by i Sydjylland midt imellem Skjern, Ølgod, Tarm og Brande. Dér betød ’sauna’ noget andet, end det betød i New York. Kirkskovs delvist selvbiografiske bog ’Kapgang’ handler om hans barndom og tidlige ungdom i Sønder Omme, inden han kom til hovedstaden. Inden han fik homolivet tæt ind på sig. Som var en hård opvågnen.

»Min onkel og jeg var meget sammen på det sidste. Jeg besøgte ham i sådan en rumdragt på epidemiologisk afdeling. Jeg skrev en novelle til ham, som handlede om ham, der talte til unge bøsser fra himlen. Noget, jeg lærte af ham, er, at det sidste folk siger, er vigtigt. Og han talte om at nyde livet, om at give sig hen og ikke være bange«.

»Og det var stærkt«.

Onklen boede i et rækkehus i Birkerød med sin mandekæreste. De havde hver sit soveværelse, og sex var noget, man havde med andre. Onklen var til hård sex og arbejdede i Daells Varehus om dagen. Han var 48, da han døde.

»Alt det kommer tilbage nu med en kæmpe styrke. Det kan det her stykke, det kan komme bag på én. Det indhenter mig ganske enkelt«.

’Engle i Amerika’, Tony Kushners banebrydende stykke fra 1991, var noget af det mest definerende teater om 80’erne. Det er blevet sat op i Danmark flere gange, og ’Arven’ står tydeligt i gæld til det. Bare ’Arven’s spillelængde på i alt otte timer, cirka samme længde som ’Engle i Amerika’.

Foto: Finn Frandsen

’Arven’ virker hverken eufemistisk eller allegorisk som for eksempel store dele af ’Engle i Amerika’. Det er som at lande i sit eget liv. Alle replikker føles som nogen, jeg enten har sagt, eller som nogen har sagt til mig.

»I aftes læste de unge skuespillere en scene, hvor Eric siger: »Jeg savner gamle dage, hvor vi var lidt mere stigmatiserede«. Altså ... Og alle de der fester, der kun var for bøsser ... Eric er ung i stykkets nutid i 2010’erne. På sin 32-års fødselsdag husker Eric tilbage til, da han var i 20’erne. Da det hele var lidt mere subkulturelt«.

Tiden lige inden ’gentrificeringen’ fandt sted, normaliseringen af homoerne?

»Ja, lige præcis. Du og jeg tilhører i højere grad en generation, der har skullet gemme sig lidt, eller som var en del af en subkultur nede i en kælder og bag en dør og sådan noget. Det kan man jo blive afhængig af, det kan sætte sig i ens måde at tænde på, så det skal være sådan noget, og det kan være nostalgisk«.

I forbindelse med 1-året for loven om registreret partnerskab skrev jeg en stærkt fordømmende kronik i en eller anden avis, det var vel i 1990 ...

»Sådan noget borgerligt svineri ...«.

Morten Kirkskov smiler.

Det er jo det. Jeg syntes, at det ansporede os til at blive småborgerlige. Vi havde jo lige bildt os selv ind, at vi havde den rigtige måde at leve livet på, og nu skulle vi pludselig giftes og adoptere børn og være helt almindelige ... Jeg ku’ det slet ikke.

»To af mine venner, mænd, var gift og skulle skilles, og vi sad i et selskab, og den ene sagde: Åh, det er bare så ordinært at blive skilt! Og en af mine venner sagde: Nej, ved du, hvad der er ordinært: At blive gift«.

Han klukker stille.

Alt var bare ...

»Og lige pludselig får man noget af det, man har kæmpet for, og så vil man pludselig ikke have det alligevel, fordi man kommer til at savne opmærksomheden om det specielle hos én selv. Man vil gerne mærke, man er noget særligt. Er man sin seksualitet, eller er man alle mulige andre ting?«.

Eller er man det først som nummer 8 på listen?

»Ja, hvor starter det?«.

Da jeg gik til ’almindelige’ fester i 80’erne, var der én ting, alle vidste, nemlig at der ville komme sådan en som mig. Jeg fik så meget gratis på den konto! Jeg behøvede slet ikke være interessant.

»Det finder stadig sted, og jeg har det dårligt med det. Jeg var inviteret til en af mine veninders 60-års fødselsdag som den eneste mand, for det var egentlig en damemiddag. Men jeg kunne godt få lov til at være med, og vi var vel en 20-30 mennesker. Jeg sad med ved bordet, kvindernes ægtemænd stod i køkkenet. Hun er en dejlig, god veninde, men det er sgu egentlig lidt mærkeligt. Der var sådan noget zumba-noget inden middagen, men det måtte jeg springe over«.

Det var ligesom homofødselsdage og homofester dengang. Der var altid den obligatoriske ene heteroseksuelle kvinde med.

»Ja, det var faghags ...«.

Ja, jeg ville bare ikke bruge ordet.

»Det må man gerne sige. Vi må gerne. Det fandtes«.

Faghags, helt bogstaveligt ’bøssehekse’, var kvinder, der hang ud med homoseksuelle mænd. ’Bøssemøl’ var en ikke særlig rar dansk betegnelse for det. Det var, som man siger, en anden tid.

Hvem er homo, hvem er ikke?

Men tilbage i virkeligheden, tilbage til nutiden, tilbage til Skuespilhuset denne onsdag efter en prøve i prøvesalen.

Jeg sad med tårer i øjnene flere gange under prøven.

»Nå, det gjorde du?«.

Ja, men jeg kan ikke vurdere, om det er mit liv, jeg får tårer i øjnene over, eller om det er stykket, så tæt er det på.

»Men det skal man jo heller aldrig spørge sig selv om som publikum«.

Nej, det er sandt.

»Det skulle jo gerne være dit liv. I fiktionen. Det er vel altid dit eget liv, du græder over, når du græder i teatret, uanset hvordan du vender og drejer det«.

Al det der med diversitet og repræsentation på scenen ... Nu kan jeg jo godt selv tælle på fingrene i forhold til jeres cast i ’Arven’: Hvem er homo? Hvem er ikke homo? Er det overhovedet interessant at snakke om?

»Det var det ikke, da jeg castede«, siger Kirkskov.

»Vi skulle finde ti unge mænd. Det var det, der var vigtigt for Thomas (Bendixen, instruktør, red.) og mig. Jeg sagde med det samme: »Du får mig ikke til at ringe op til skuespillere og spørge: Er du homoseksuel? For så har jeg en rolle til dig. Det kommer aldrig til at ske, at jeg gør det«. Det sivede ud i byen, og nogle kendte stykket og henvendte sig selv. Vi lavede en audition på Eric-rollen, som Emil (Blak Olsen, red.) fik«.

Foto: Finn Frandsen

»Flere af dem, der er der nu, var til den audition og fik andre roller. Og så var vi ligeglade med deres seksualitet. I aften skal de alle på Oscar, og dem, der ikke har været på Oscar før, får hele turen gennem byen, pubcrawl, ikke? Vi er jo blevet fortrolige, over halvdelen er homoer. Repræsentationen er ikke 100 procent, og det mener jeg heller ikke, den skal være. De er valgt, fordi de er de bedste til rollerne«.

Oscar er en af de lidt ældre homocafeer i København, på Regnbuepladsen ved rådhuset.

Cheesy brandmænd

Jeg er fan af nogle af de der brandmandsserier på Disney+, ’9-1-1: Lone Star’ og dem ...

»Okay ...«.

Jeg ved ikke, om Morten Kirkskov gør sig umage for at se neutral ud, men han ser ganske neutral ud.

Nogle af dem er skidegode, nogle er lidt cheesy ...

»Det lyder lidt cheesy med en brandmandsserie ...«, indvender han nænsomt.

I ’9-1-1: Lone Star’ er der et par, en politimand og en brandmand, der er kærester, og skuespillerne er homoer privat. Det gør de et nummer ud af på Instagram. Jeg har altid forsvoret, at det skulle betyde noget for, hvor stærkt jeg identificerer mig, men jeg kan mærke, at det er jeg altså ikke hævet over.

»Jamen, jeg forstår det godt. Det er sådan en sidegevinst eller et frynsegode, for så kan man kaste sine projektioner over på dem. Man kan spejle sig i skuespillernes liv«.

»Man kommer til at gøre det mere og mere. Caste homoseksuelle som homoseksuelle. Men som homoseksuel skuespilchef ser jeg altså ikke mig selv ringe op og sige: ’Hej, Jakob Oftebro, på en skala fra 1 til 10, hvor homoseksuel er du så i dag?’. Det gør jeg altså ikke!«.

Foto: Finn Frandsen

»Det bedste er jo at lave audition og finde den bedste til rollen, og en del homoseksuelle skuespillere ville jo nok melde sig«.

I lighed med mig har Morten Kirkskov altid insisteret på, at vi lige så vel kan identificere os med ’Romeo og Julie’ og ’Et dukkehjem’, to velkendte stykker med udgangspunkt i heteroseksuelle forhold, men Kirkskov medgiver, at den umiddelbare identifikation er »større eller anderledes«, når stykket drejer sig om homoseksuelle relationer.

»Alle kan relatere til det her stykke, men det er klart, at især homoseksuelle vil relatere, fordi det handler om mænd, der er til mænd. Både selve det at være bøsse, men også bøssehistorie med aids som et af omdrejningspunkterne. Det er anderledes, end hvis man sidder og ser ’Scener fra et ægteskab’ af Bergman. Jeg tror, det bliver skønt for den homoseksuelle del af publikum ikke at skulle oversætte fra at leve i en kernefamilie med kone og børn«.

Og så dilemmaet:

»Og samtidig synes jeg jo, at det er det fede ved at gå i teatret, at man skal spejle sig i noget, der ikke er én selv! Eller tæt på en selv. Men udtrykker dilemmaer, man kan identificere sig med. På den måde hylder jeg, at der er langt fra scenen til det liv, man selv har, men at man connecter med det, hvis det bliver spillet godt. Som bøsse er vejen til identifikation her bare kortere«.

Som ’Arven’ illustrerer, betyder homo anno 1980 ikke det samme som homo 2016, hvor Trump er på vej mod Det Hvide Hus og fører valgkampagne. Der ligger en lang frigørelseskamp mellem de to yderpunkter i homoseksuelles samtidshistorie.

»Som min karakter Henry siger til en anden yngre mand i stykket, en meget politisk engageret karakter: »Du er den mand, du er i dag, fordi mænd på min alder ofrede livet for jeres rettigheder«. Den unge siger: »Jeg ved da godt, at bøsser på din alder ...«.

Og så kommer det:

»Der findes ingen bøsser på min alder!!!«.

Morten Kirkskov råber det til mig hen over konferencebordet med de obligate tre udråbstegn.

»Det rammer også mig ret meget. Selv om jeg tilhører den generation, der blev ramt af aids, var min 20 år ældre onkel ham, jeg står på skuldrene af. Jeg kan mærke med arbejdet med stykket, at jeg er begyndt at værdsætte ham mere. Han var med hele vejen igennem«.

Jeg fortæller Morten Kirkskov om min tid på Als i midt-80’erne. Om en ung mand, jeg lærte at kende, som var smittet.

Han udvalgte mig til at være ham, der skulle begrave ham og emotionelt bære ham igennem den sidste tid. Han var ret dramatisk omkring det. Vi nåede slet ikke at blive egentlige kærester, før jeg blev castet til rollen. Men alle hans faktiske venner var jo fucking døde, og han havde ikke andre.

Jeg kan huske hans lejlighed, hvor der altid stod en hoben af fyrfadslys tændt for hans døde elskere og døde venner.

»I var jævnaldrende?«.

Ja. Det var de der arbitrære mennesker, man fandt sammen med. Det var en anden tid.

»Det er en vildt rørende historie«.

Det var jo bare en hurtig relation, der førte til, at jeg skulle bære ham i graven lige om lidt.

»Men det er jo det samme på de der apps, Grindr og dem: Man tror, man skal møde en fuckbuddy, og så møder man et menneske! Det sørgelige er, at tit forbliver det en, man knalder, og det er jo ærgerligt at misse det der ekstra. Det er prisen for promiskuitet«.

»Jeg nåede lige at få taget hul på analsex og knaldede, som man nu gør, inden man ikke skulle det mere, i hvert fald ikke uden kondom. Og det tog lang tid, før jeg syntes, at det der kondom havde noget med mit liv at gøre, så jeg knaldede bare ikke«.

Annus horribilis

Vi har forladt skuespilchefens kontor og har bevæget os udenfor i høj sol og tænderklaprende martskulde. Vi er gået lidt op ad Nyhavn, er krydset over en bro og er på vej mod Inderhavnsbroen over mod Papirøen og Operaen.

Vi kan begge kigge ned i jorden, mens vi taler.

Havde du et særligt annus horribilis, hvor du mistede mange nære venner?

»Jeg lukkede ned på en eller anden måde. Jeg tror, der var dem, der havde det tættere inde på kroppen, end jeg havde. Jeg lukkede det ude af mit liv. Jeg havde brug for at forklare mig selv og verden, at det ikke havde noget med mig at gøre«.

»Jeg kan huske ... jeg var forelsket i en fyr, som holdt mig lidt på afstand. Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete – jeg kunne ikke forstå, at han ikke var forelsket i mig. Og hvorfor han heller ikke ville knalde. Kort tid efter mødte jeg en af hans venner i byen, som fortalte mig, at han var død, og at han på en vis måde prøvede at beskytte mig mod, hvad det ville involvere at være forelsket i en mand, der døde. Jeg tror, jeg har arbejdet med en kæmpe fortrængning«.

Lost in translation

Arbejdet med ’Arven’ har på ny gjort Morten Kirkskov opmærksom på den homoseksuelle identitet.

»Jeg bilder mig ind, at jeg har været ekstremt nem at have med at gøre som bøsse. Jeg har ikke råbt op, og jeg har gerne villet have, at folk syntes, jeg var en flink fyr. Og måske har jeg ikke råbt nok op«.

»På teatret arbejder vi med diversitet, hvad der er nedarvet og strukturelt, og det skal balanceres rigtig, rigtig meget. Men det ligger jo i os som bøsser, at vi indretter os, fordi vi enormt gerne vil passe ind i samfundet. Det, som bliver opfattet som det særligt bøssede, lægger vi måske en dæmper på, også fordi vi ikke vil have, at det skal stå øverst på vores cv, at vi er bøsser. Måske skulle jeg have slået mere til søren, jeg ved det ikke ...«.

»Jeg har gjort meget ud af at definere mig selv som andet end homoseksuel, men det her stykke minder mig om, at jeg må tage den historie på mig«.

Det får mig til at spørge: Er forskellen på homoer og heteroer langt større, end vi vil være ved?

»Lige på det her punkt kan vi lære af den næste generation. De går ikke så meget op i definitioner, men i mennesker, i individer. Samtidig kan jeg mærke, at der stadig er og sikkert altid vil være en følelse af en fælles identitet og et behov for et stort sammenhold blandt for eksempel bøsser, også blandt de yngre. Og det er på en måde det, ’Arven’ handler om – vores historie og vores liv sammen som de bøsser, vi også er – ud over alt det andet, vi render og laver«.

Jeg skrev engang en klumme om, hvordan man som homo altid har skullet oversætte den heteroseksuelle kultur til noget, man bedre forstod. Noget, heteroseksuelle mænd aldrig har skullet, fordi verden er skabt i deres billede, 1:1. Homoer har altid skullet oversætte, det har kvinder vel også.

»Den unge generation, der kommer ud nu, ser anderledes på det«.

»De synes ikke, det er så nødvendigt at deklarere det. Det er mere fordomsfrit. Det er jo pisselækkert og fri af stigmatisering og så videre. Det var internettet, der gjorde den store forskel, fordi man straks kan undersøge, at andre har det ligesom en selv«.

»I dag er der jo rent faktisk folk, der har en kærlighedsfuld, interessant, summende debut som bøsse, så det ikke skal foregå på et eller andet skummelt sted«.

Vi er milevidt fra alt skummelt på vej tilbage over Inderhavnsbroen efter et besøg på Hart Bageri på Papirøen.

Der er mange jævnaldrende, vi kunne have mødt på vejen, som simpelthen ikke er her mere. Der var også dem, der overlevede hiv, men bærer præg af det andre steder end på fysikken.

Men det er længe siden nu. Nærmest 40 år er der gået.