På smudsomslaget af Monica Macias’ nye biografi er trykt et historisk fotografi.
Det viser to mænd med en lille pige imellem sig. Den ene mand er iført et mørkt jakkesæt og læner sig imod en stok. Det er Francisco Macias Nguema, centralafrikanske Ækvatorialguineas første præsident, som er berygtet for at være en af verdens mest brutale diktatorer. Den anden mand er iført en kinesisk-kommunistisk Zhongshan-uniform og bærer briller. Det er Kim Il-sung, Nordkoreas grundlægger, diktator og stadig i dag en gudelignende figur i diktaturet.
Den lille pige er iført en kridhvid blondekjole og ser lidt betuttet ud.
Fotografiet er fra 1977, første gang den lille pige besøgte Nordkorea. Men det skulle langtfra blive sidste gang.
